
Yakuza Wolf: I Perform Murder (originaltitel: Ôkami yakuza: Koroshi wa ore ga yaru) er en japansk actionthriller fra 1972 instrueret af Ryûichi Takamori. Han er bedst kendt for sine film med Sonny Chiba.
Dette er en af dem. Chiba er en mand på hævntogt. Gangstere har myrdet hans far og bortført hans søster. Som en moderne westernhelt vender han hjem, endda iført hat og klædeligt fuldskæg, for at dræbe dem alle.
Det er en fed 70’er-thriller, barsk og rå, som en japansk Charles Bronson-film. Handlingen vækker minder om Yojimbo, men også Payback og John Wick. Mest Payback. Der er masser af brutale løjer uden omsvøb og dikkedarer.
Chibas karakter er enkel, og det samme er handlingen. Han holder sig endda tilbage ift. sine sædvanlige kampsportsnumre. Her er ingen cirkelspark og knuste kranier. Men den oser af stemning.
På ét punkt træffer den et besynderligt, kreativt valg. Det er sort humor, men også lidt fjollet. Det stritter imod den øvrige film. Jeg ved næsten ikke, hvordan jeg skal beskrive det uden at afsløre for meget. Det er noget med luffer.
Både med og uden den pudsige detalje er det en helstøbt hævnthriller. Glæd dig.











