Your Friends & Neighbors

Your Friends & Neighbors er en krimikomedieserie fra 2025 skabt af Jonathan Tropper (Banshee, Vinyl). Den er ikke baseret på filmen af samme navn fra 1998.

Jon Hamm, kendt fra Mad Men, er en nyskilt finansmand, der mister jobbet uden varsel. Pga. konkurrenceklausuler og andre omstændigheder vil ingen andre lege med ham. Men så finder han en kreativ løsning. Han har jo et stort netværk af venner og naboer med dyre hjem og mere tingeltangel, end de nogensinde vil opdage, de mangler. Derfor bliver han indbrudstyv.

Man kan sammenligne med Breaking Bad. I begge serier opstår en situation, der kaster en almindelig familiefar ud i kriminalitet. Den nye levevej knytter sig til deres erfaringer og evner, dog på meget forskellig vis. Imens kæmper de med familiedrama og andet på sidelinjen. Der er en god portion sort humor og skæve karakterer.

De adskiller sig dog på flere områder. Breaking Bad er væsentligt barskere, når det rigtigt gælder. Tonen i Your Friends & Neighbors lægger sig mere op af kupfilm med godhjertede gavtyve a la Ocean’s Eleven og lignende. Man kan også sammenligne den med Hamms egen Confess, Fletch. Altså tonen.

Den er ganske hyggelig, og jeg tager gerne næste sæson med, når den lander. Du kan se den på Apple TV.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.