The Gauntlet, også kendt på dansk som Pansernæven, er en actionthriller fra 1977 med Clint Eastwood som en alkoholiseret strømer, der får en lorte-opgave: at transportere en prostitueret fra Las Vegas til Phoenix, hvor hun er vidne i en sag. Det ligner en røvsyg køretur, men snart flyver kuglerne om ørerne på dem.
Den stakkels kvinde spilles af Sandra Locke, Eastwoods partner i 14 år. De to mødtes i The Outlaw Josey Wales i 1975. Siden lavede de utallige film sammen. Det var mere almindeligt dengang. Et andet eksempel er Burt Reynolds og Sally Fields.
Eastwood er i topform. Han og Locke udgør et forrygende, umage par, hvor eder og forbandelser – og lussinger – flyver gennem luften. Det er en actionproppet røvtur på 1. klasse, og selvom det ikke er en komedie, er der også en god portion humor.
Kvindekamp i 70’erne
Hvis man ønsker, kunne man få en interessant debat ud af filmen i disse tider. På den ene side er Lockes rolle prostitueret, og Eastwood håndterer hende som en mand – og strømer – af den gamle skole. På den anden side var der bestemt også en kvindekamp i 70’erne, og hun giver ham modspil og kamp til stregen.
Samtidig er der en anden karakter i filmen, der repræsenterer nogle synspunkter, som er indiskutabelt kvindefjendske, og ham sætter hun godt og grundigt på plads. På sin egen 70’er-agtige måde er det næsten en såkaldt “woke” film.
Under alle omstændigheder er det herlig underholdning med en af Hollywoods gode, gamle actionhelte – og hans egenrådige partner.