Hitman: Agent 47 er Hollywoods andet forsøg på at filmatisere det succesfulde, danske computerspil med den skaldede, navneløse lejemorder kendt som Agent 47.
Første forsøg var en blandet fornøjelse. En udmærket rolleliste med bl.a. Bond-pigen Olga Kurylenko, danske Ulrich Thomsen og Timothy Olyphant (Die Hard 4.0, Santa Clarity Diet) som den berygtede lejemorder. Men historien var tynd. Det blev ikke opvejet af blændende action.
Lidt overraskende er den nye film skrevet af samme fyr som den første film. Skip Woods er navnet. I sin tid skrev han Swordfish. Jeg har ikke set den længe, men jeg husker den som rigtigt fed. Siden har han skrevet en række flopfilm, bl.a. X-Men Origins: Wolverine, The A-Team og A Good Day to Die Hard.
Rollen som Agent 47 er denne gang gået til Rupert Friend som må være bedst kendt fra Homeland, hvor han i øvrigt gjorde det fremragende over for Claire Danes.
Stilistisk tjubangfilm
I modsætning til den første film, er plottet ikke en tynd kop te. Det er faktisk temmelig kompliceret og involverer Agent 47’s skaber og dennes datter, en rivaliserende, hemmelig organisation, flere genetisk modificerede agenter og meget andet lir.
Dermed ikke sagt, at historien er bedre. Det er lidt af en rodebunke. Jeg har allerede glemt, hvorfor alle vil have fat i Agent-programmets skaber. Han er ikke den eneste, der evner at skabe superagenter, hvilket modpartens ditto afslører.
Til gengæld er det en meget federe actionfilm, end den første. Teknologien har fået et ordentligt nøk siden 2007. Budgettet kun er ca. 30% større, men man kunne nemt tro, at det var mere end dobbelt så stort. Den spiller med alle action- og effekt-musklerne. Selvom den ikke rigtigt bringer noget nyt til genren, er det ikke så ringe endda.
Hold forventningerne nede, slå røven i sofaen og tag den, for hvad den er. En stilistisk tjubangfilm.
