John McClane trækker det korte strå igen. Endnu engang bliver han ufrivilligt rodet ind i en forbrydelse af megalomaniske proportioner. Som den actionhelt, at han er, må han naturligvis redde dagen. Men ikke uden at brokke sig. Den gode, gamle opskrift på Die Hard-filmene er intakt. Heldigvis.
Selvom vores yndlingshelt med en unik evne til at pisse alt og alle af – som Holly siger allerede i 1’eren: “Only John can drive somebody that crazy” – er blevet et par årtier ældre, er han stadig den John McClane, vi kender.
Der er masser af fede (dog enkelte overdrevne) actionscener. Filmen forsøger at leve op til ånden fra de gamle film. Det går godt det meste af tiden. Selvom de første par film stadig er de bedste – og noget ganske særligt – er det slet ikke så ringe endda.
Handlingen er medrivende. Hvis man har set de gamle film (og selvfølgelig har du det), ved man allerede fra starten, der vil være mere under overfladen. Skurken har en ukendt dagsorden. Det kan man gruble over, mens man nyder de hårdtslående løjer.
Lev frit eller dø hårdt?!
Originaltitlen får lige et ord med på vejen. Herhjemme hedder den Die Hard 4.0, for det er blevet så populært at tilføje .0 i disse moderne tider. Men det skal også siges, den digitale reference passer til plottet. Den er i hvert fald bedre end Live Free or Die Hard, som lyder lidt for popsmart til at passe til arbejderklassehelten John McClane.
De forsøger formentlig at fortsætte titelstilen fra 3’eren, der på engelsk hed Die Hard with a Vengeance. Herhjemme blev den til Die Hard – Mega Hard, fordi alting var mega-dit og mega-dat i 90’erne. Hovedrystende dumt, I know. De burde bare have kaldt dem 2, 3 og 4. Det var godt nok til Frækkere end politiet tillader og Dødbringende våben.
Anyway, alt i alt har instruktøren Len Wiseman ramt stilen næsten perfekt. Plus/minus lidt over-the-top action-halløj, der hører bedre hjemme i en Michael Bay-film. Det bliver lidt vildt i enkelte scener, men det trækker ikke hele filmen ned.
John McClane er tilbage. Det er godt at se ham igen.
