Ghost Ship er en gyser fra 2002 instrueret af Steve Beck. Han er effektmager for George Lucas’ Industrial Light & Magic og har bl.a. arbejdet på The Abyss samt Indiana Jones and the Last Crusade. Han har også instrueret Thirteen Ghosts.
Handlingen følger et bjærgningsmandskab, der finder et italiensk krydstogtsskib, som har været forsvundet siden 1962. Det har tilsyneladende drevet rundt på egen hånd. Et såkaldt spøgelsesskib.
Det er en uoriginal spøgelseshistorie. Skibet er et udmærket alternativ til hjemsøgte huse, men spøgelserne bruger alle de sædvanlige tricks. De stakkels sømænd ryger én efter én, og hvis du ved den mindste smule om gysere, gætter du nemt, hvem der lukker og slukker.
Af samme grund blev den slagtet af anmelderne, og den scorer sølle 16 procent på Rotten Tomatoes. Men det er lige strengt nok, synes jeg.
Jo, den er forudsigelig, men ikke mere end så mange andre gysere. Den har alle de elementer, der hitter. Kald den Friday the 13th på vandet. Trods de velkendte tricks i spøgeriet er der tilpas meget mystik i plottet, masser af gode, blodige mord, fine effekter og godt skuespil. Det er ikke så ringe.