The Naked Gun 2 1/2: The Smell of Fear er en komedie fra 1991 instrueret af David Zucker. Sammen med broderen Jerry og makkeren Jim Abrahams er han kendt for bl.a. Airplane! – og naturligvis The Naked Gun.
Den famøse og oftest uduelige, men samtidig usandsynligt heldige kriminalbetjent, Frank Drebin, er tilbage. Denne gang må han bekæmpe en ondsindet oliemogul, der ikke blot har kidnappet en miljøfortaler for at sikre sin egen forretning mod truslen fra grøn energi, men også har snuppet Franks dame, Jane.
Skæv, skør og hyleskæg
Efterfølgere er ofte større og vildere, men denne 2-og-en-halv’er bryder traditionen. Heldigvis, vil jeg sige. For det havde været en fejl at fylde mere action eller lignende i plottet. Frank er ikke en actionhelt.
De holder sig til humoren, de gakkede løjer, finurlige dialoger, skæve vinkler og vanvittige slapstick-scener. Det er en film i samme hyleskægge ånd som forgængeren. Hverken mere eller mindre.
De satte barren højt i den første film, og de holder niveauet i denne efterfølger. Der er masser af nye påfund. De har gjort sig umage for at finde på flere skøre ting, de kan udsætte stakkels Frank og de andre betjente for. Det er lykkedes til fulde.