Den oprindelige Highlander er en fantastisk film. Et brutalt 80’er-eventyr med udødelige krigere og afhuggede hoveder i kampen om at blive den eneste ene. En god blanding af fantasy og action i både fortid og nutid. Men også en smuk fortælling om kærlighed og ensomheden ved udødelighed.
Den udskældte efterfølger ødelagde alt dette. Den opfandt en ny og tåbelig oprindelseshistorie for at kunne genstarte hele udødelighedsræset i en dystopisk fremtid. Den erstattede fantasy med science fiction. Magien gik tabt – i mere end én forstand.
Jeg husker den som en skrækkelig film. Men så læste jeg om The Renegade Version, et Director’s Cut af instruktøren Russell Mulcahy. Det lød som om den fiksede en masse, så jeg gav den en chance.
Dystopisk fremtid
Handlingen foregår i år 2024. Det er en barsk, dystopisk fremtid, hvor verden overlever under et globalt energifelt, der beskytter imod solens ultraviolette stråler, fordi ozonlaget er forsvundet. Eller er det?
MacLeod er blevet en gammel, træt mand. Men det ændrer sig, da nye udødelige dukker op og kræver hans hoved. Inden længe er han tilbage i fuld vigør og klar til at tage kampen op mod en ny, gammel fjende, general Katana.
Der er mange, mange scener, jeg ikke genkender, men det kan lige så godt være hukommelsen. Jeg tror ikke, jeg har set den siden 90’erne.
Hullet lappeløsning
Plottet er det samme. Ændringerne er svære at få øje på. Alle verbale referencer til planeten Zeist er ganske vist pillet ud, men der er stadig et “hos dem” og “hos os.” Forskellen er bare, at det nu er fjern fortid og fjern fremtid på samme klode.
Men det fikser jo intet, tværtimod. F.eks. følger Katana udviklingen hos MacLeod. Som om det foregår samtidig. Hvilket det ikke gør med denne ændring. Hvordan forklarer de, at Katana sidder i fortiden og holder øje med MacLeod i fremtiden? Tja, at det gør de ikke…
Subplottet om ozonlaget og det globale energifelt er en besynderlig tilføjelse. Det minder mig om oversvømmelsen i Split Second. Hvorfor det lige er B-filmsagtige actionfilm, der tager sig af miljøbudskaberne, må være en af livets store gåder.
Nul magi
Som nævnt er magien gået tabt i mere end én forstand. Den første film gav MacLeod to romantiske forhold. Hans hustru, Heather, i fortiden og en ny kvinde, Brenda, i nutiden. Begge forhold med tyngde. Han levede en menneskealder med sin hustru. Han brugte hele filmen på at blive dus med Brenda. Et klassisk romantisk subplot.
Til sammenligning er Virginia Madsen som skuespiller og romantisk partner ganske vist en udmærket erstatning. Men denne gang snupper de et hurtigt knald i en beskidt baggård allerede fem minutter efter at have mødt hinanden – og så er de et par. Wtf?!
Der har endda sneget sig lidt fjollet humor ind her og der. Den første film havde også enkelte scener med humor, jovist. Men ikke så fjollet.
Stadig skrækkelig, men…
Det er på alle måder stadig en skrækkelig film, når man sammenligner med 1’eren. Muligvis et af de værste eksempler på en 2’er. Den ødelægger alt det, der virkede og var godt.
Men det er ikke et uinteressant gensyn. Der er en vis portion so-bad-it’s-good-underholdning. Michael Ironside er en fin skurk, selvom han ikke når Clancy Brown til støvlesnuderne. Førnævnte Madsen er sød. Lambert er stadig tilpas sej.
Connery er endda tilbage som Ramirez. Spørg mig ikke hvordan. Han har sin charme. Selvom hans rolle er en besynderlig kultur-cocktail, er det umuligt ikke at holde af ham.
Det er en unødvendig film. Men hvis du vil se den, kommer du ikke til at kede dig.
