Body of Lies er en spionthriller fra 2008 instrueret af Ridley Scott (Alien, Blade Runner). Den er baseret på en roman af David Ignatius.
Leonardo-drengen har glemt at barbere sig, og det er lykkedes ham at anlægge et hæderligt fuldskæg. Det får ham ikke til at ligne en mand, og det får ham slet ikke til at ligne en araber. Ikke desto mindre spiller han en amerikansk spion på jagt efter terror-celler i Mellemøsten. Han taler med store ord og han uddeler øretæver om nødvendigt.
Filmen handler om kløften mellem øst og vest, de kulturelle forskelle og den manglende forståelse for modparten. Men den handler også om den interne kløft mellem skrivebordsgeneraler og udsendte soldater i det spil, der foregår, når et land forsøger at lede en krig på den anden side af jorden og ikke vil lytte til de folk, der er på stedet.
Handlingen er krydret med politik, dobbeltspil, mistro og kaos, og så en smule romantik. Veludført, men en anelse forudsigelig. Og Leonardo-drengen er et minus.
Efterord
Som du måske kan høre, var jeg ikke vild med Leonardo DiCaprio, da jeg skrev anmeldelsen i 2008. Jeg fik ham galt i halsen allerede i 90’erne, og det var først i Shutter Island, at jeg overgav mig.