Fear Street er en gyserserie fra 2021 baseret på en bogserie af R. L. Stine. Han er kendt som børnenes Stephen King og har bl.a. skrevet Goosebumps-bøgerne. Trilogien består af filmene Fear Street: 1994, 1978 og 1666 udgivet på Netflix i nævnte rækkefølge.
Handlingen begynder i 1994. Ballet åbner med en klassisk slasher-scene i et indkøbscenter i byen Shadyside. Morderen er inspireret af Ghostface i Scream-filmene. Efter de blodige strabadser fortsætter historien i et high school-miljø fuld af nye, mulige ofre.
Som titlerne antyder, arbejder filmene sig baglæns i tiden. Den næste foregår i 1978, og handlingen er inspireret af Friday the 13th og lignende sommerlejr-film. Shadyside er en forbandet by, der jævnligt rammes af massemord, og det hele begynder i 1666.
Det er en spændende filmserie pga. det ekstra plot-tvist med forbandelsen osv. Selvom inspirationskilderne er tydelige, er det ikke bare en omgang billige kopi-gys.
Eller… det meste i slasher-genren er jo kopier af kopier. Det er nok den mest uopfindsomme genre af dem alle. Men de simple opskrifter virker igen og igen, og her har de fået en god portion ekstra krydderi.
Gamle gys i et nyt remix
Det skal dog siges, den baglæns fortælleform kan efterlade dig en smule forvirret, især i den første film. Du er simpelthen i tvivl om, hvordan forbandelsen egentlig foregår. Hvem besættes, hvornår, hvorfor og hvordan? Hvad er reglerne?
Det hele bliver klart i den tredje film, da du ser, hvorfor det startede, og hvem som var involveret. Herefter springer filmen frem til 1994 igen, hvor de overlevende har mulighed for at stoppe forbandelsen.
Med andre ord: det er ikke tre uafhængige film. Det er som en miniserie, hvor de to efterfølgende afsnit har et større flashback. Du skal se dem sammen og i den rigtige rækkefølge, ellers går det galt.
Det er en åbenbaring, da alle brikkerne falder på plads. Du får en god finale og afslutning på hele fortællingen. Samlet set er den mægtigt spændende. Det er som gamle gys i et nyt remix. Inspireret, men også med en vis portion originalitet og friske idéer.
Du kan se dem på Netflix.