Superman and the Mole Men

George Reeves og Phyllis Coates.

Superman and the Mole Men er en actionthriller fra 1951. Det er en forløber til TV-serien Adventures of Superman med George Reeves, der kørte fra 1952 til 1958.

En tilklippet udgave af filmen kan også ses i slutningen af første sæson i to dele under titlen The Unknown People.

Clark Kent og Lois Lane ankommer til en rekorddyb olieboring i en lille by, men der foregår noget mystisk. Formanden har besluttet er stoppe arbejdet, og han vil intet fortælle. Samme aften dør en ældre arbejder tilsyneladende af skræk.

Kombinationen af de sort-hvide optagelser, mystikken ved de mærkelige muldvarpemænd og udviklingen i handlingen betyder, det føles mere som old school science fiction eller horror end Superman.

Faktisk lader dele af handlingen til at være inspireret af et kendt værk i netop den genre, nemlig Frankenstein. Det er umuligt at overse lighederne.

Selv da Superman dukker op, forbliver den horror-agtige stemning. Men det gør ikke spor. Det er ret underholdende at se den velkendte superhelt i så fremmede rammer.

Effekterne hører også fortiden til. Dels går der længe, inden Superman dukker op, og han er sjældent på skærmen. Men de løser også flyveriet på den nemmeste og indirekte sjoveste måde. I en scene ser vi bare kameraets flyvetur henover gaden. I en anden har de tegnet ham på optagelserne.

Polstret som en sæk kartofler

Reeves er en udmærket Superman, selvom det er lidt pudsigt, han ikke rigtigt skifter personlighed og nærmest serverer inside-jokes til seerne, når han er Clark Kent. Han er både handlekraftig og modig, lige indtil han smutter for at blive til Superman.

Som Superman taler han endda videre om ting, han fik at vide som Clark Kent, og som Clark Kent er han lige ved at fortale sig og sige “Jeg gjorde” om sine handlinger som Superman. Det er morsomt, men et moderne publikum havde nok ikke accepteret det.

I denne montage bryder han gennem utallige mure, klippevægge og lignende i serien. Det er faktisk flotte effekter for den tid. Desværre var der ikke sådan en scene i denne film. Man kan godt savne lidt mere superhelte-action.

Dragten er klassisk Superman, men han er nu og da polstret som en sæk kartofler. Det bidrager på en måde til underholdningen. Den ufrivillige morsomhed.

Jeg hyggede mig vældig godt trods alt. Jeg elsker både superhelte og gammeldags science fiction og horror. Jeg fik lyst til at se mere fra serien.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.