The Quick and the Dead er en western fra 1995 instrueret af Sam Raimi. Han var kendt for lavbudgetfilmene Evil Dead og Darkman, men Sharon Stone var imponeret over hans arbejde i Army of Darkness. Hun truede med at gå sin vej, hvis de ikke hyrede ham.
Hun kæmpede lige så ihærdigt for både Russell Crowe og Leonardo DiCaprio, der begge var ukendte dengang. Hun betalte ovenikøbet DiCaprios gage af egen lomme.
Filmen foregår i en lille, lovløs by kaldet Redemption, hvor den skurkagtige John Herod (Gene Hackman) afholder en dødelig turnering med en heftig præmiesum. Stone deltager, men i virkeligheden er hun ude efter hævn.
Det er ikke blot en genremæssig afstikker for instruktøren, omend førnævnte Army of Darkness havde en smule western-elementer. Det er også en afvigelse fra hans sædvanlige galgenhumor og lagkagekomik.
Hyldest til gamle mestre
Filmen er ganske vist fuld af farverige karakterer. Den er tænkt som en hyldest til de gamle spaghetti-westerns. Men alvoren drypper ned af væggene i de støvede kulisser. Hackman er et modbydeligt møgsvin, der fortjener at dø inden filmen er omme.
Det er en god western. Raimi spiller med andre muskler, og han leverer en solid hyldest til de gamle mestre. Den oser af stemning, og han rammer det visuelle udtryk perfekt med både slow motion og close-ups i duellerne.
Den fyldige rolleliste leverer masser af gode præstationer. Så gode at stakkels Sharon trækker det korte strå. Hun er filmens svageste kort. Hun ville være en fin revolverdame i en rigtig B-film. Men Raimi er trådt et trin op.