Serenity

Serenity er en rum-western fra 2005 skrevet og instrueret af Joss Whedon. Hans filmdebut. Det er en efterfølger til kultserien Firefly, som kun overlevede en enkelt sæson. Desværre blev filmen ikke det biografhit, man kunne håbe.

Selvom det er en efterfølger, er der tilpas meget introduktion i begyndelsen, dels i flashbacks, men også i dialogen mellem karaktererne. Man kan se den uafhængigt at serien, men det er naturligvis en større fornøjelse, hvis man er up-to-date.

Den foregår i fremtiden, nærmeste bestemt det 26. århundrede. Menneskeheden har koloniseret en større del af rummet, og kulissen er en blanding af fremtidsteknologi og den amerikanske nybyggerånd. Med andre ord: en western i rummet.

Star Wars er en stor inspirationskilde. Seriens lederskikkelse, kaptajn Malcolm ”Mal” Reynolds (Nathan Fillion), er som snydt ud af snudeskaftet på Han Solo. Han skyder ovenikøbet først i flere omgange.

Plottet omhandler River Tam (Summer Glau), en ung teenagepige med telepatiske evner. Hun blev hold fanget af Alliancen, hjernevasket og optrænet til at være et våben. Hendes bror befriede hende, og siden har de boet ombord på rumskibet Serenity.

Pga. hendes telepatiske evner vil Alliancen have fingrene i hende. De mener, hun kan være i besiddelse af meget fortrolige oplysninger, da hun har været i nærheden af højtstående diplomater. De sætter en specialagent (Chiwetel Ejiofor) på opgaven.

Mere og større – barsk og alvorlig

Hvis man elsker serien, vil man også elske filmen. Den er lavet så kort efter serien, at de stadig har godt fat i tonen og karaktererne. Whedon er heller ikke en tilfældig instruktør hentet ind fra højre. Han skabte, skrev og instruerede den. Desuden medvirker hele holdet.

Dermed er alt, som det plejer at være. Ingen forsøger at genopfinde den dybe tallerken eller sætte sit eget præg på værket. Det er blot en forlængelse i ordets bedst tænkelige forstand.

Men det er samtidig en spillefilm til det store lærred. Du får de velkomne opgraderinger. Mere og større action. Mere alvor, større udfordringer, mere på spil. Selvom det er et rumeventyr a la Star Wars og lignende, er det også en thriller med større brutalitet og ægte ondskab.

Humoren træder faktisk mange skridt tilbage. Den er der ganske vist stadig, og nu og da stritter den helt udenfor. F.eks. Kaylees bemærkninger til sit gør-det-selv-sexliv. Men det meste af tiden er den overraskende barsk og alvorlig – på den gode måde.

Effekterne er nu og da en smule billige at se på. Budgettet er ikke på niveau med andre storfilm i samme genre, men ambitionerne rækker lige så højt. Det mismatch er synligt nu og da. Men det spolerer ikke oplevelsen.

Det er en forrygende film og den perfekte overførsel fra TV-skærmen til det store lærred. De har gjort stort set alting rigtigt. Hverken for meget eller for lidt. Det eneste, man savner, er flere film. Det er synd og skam, at den ikke nåede ud til det brede publikum dengang.

I skrivende stund kan du se den på Prime.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.