
Scream 5 (originaltitel: Scream) er en ungdomsgyser fra 2022 instrueret af Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gillett. De har også instrueret Devil’s Due og Ready or Not.
Det er den femte film i franchisen, men ikke et remake, selvom den følger den mærkelige trend, hvor nye efternølere hedder det samme som originalen. Eksemplerne tæller Halloween (2018) og Candyman (2021).
Handlingen er sat i nutiden, femogtyve år efter originalen. En ny morder (eller flere) huserer nok engang i Woodsboro. Denne (eller disse) er lige så glad for gyserfilm som alle de andre. Det går ud over en ny teenageflok.
Selvom det ikke skorter på myrderierne, er dette franchisen, hvor flest karakterer vender tilbage igen og igen. Hvilket er lidt sjovt, da den startede som slashergenrens Game of Thrones med mordet på Drew Barrymore allerede i åbningsscenen i originalen.
Hele tre karakterer er altid på rollelisten. Mon plotrustningen nogensinde krakelerer? Det drejer sig om den originale hovedperson, Sidney (Neve Campbell), journalisten Gale Weathers (Courtney Cox) og den tidligere politichef, Dewey (David Arquette).
Pisser på barndommen
Men der er også plads til nye, unge stjerner. En af disse er Wednesday Addams, altså Jenna Ortega. En anden er Jack Quaid, kendt fra The Boys (og som søn af Meg Ryan og Dennis Quaid). Melissa Barrera er også på vej op i genren.
Franchisen er især kendt for sine mange kommentarer til genrens regler og traditioner. Karaktererne prøver at regne den ud ved at afdække morderens handlemønster med reference til forskellige gyserfilm.
Sådan er det stadig. Den forsøger at følge med udviklingen. Den nævner f.eks. remakes og efternølere og fans, der føler, man pisser på deres barndom. Den ved, den risikerer at gøre det samme. Tager udfordringen med et skælmsk smil og køligt glimt i øjenkrogen.
På mange punkter ligner den uundgåeligt alle andre gyserfilm. Den er en slags hyldest, selvom den også er meget selvbevidst om dumhederne. Den har også sine egne regler, den ikke rigtigt kan vige fra.
Men den overraskede alligevel. Den er bedre, end jeg turde forvente. Dum på den rigtige måde, fordi den også leger klogt med konventionerne. Masser af snask og gode, gammeldags gys. Jeg hyggede mig.
I skrivende stund kan du se den på Max.











