Bodyguard Kiba (originaltitel: Bodigâdo Kiba) er en japansk actionthriller fra 1973 instrueret af Ryûichi Takamori (Yakuza Wolf: I Perform Murder).
Sonny Chiba er karatemesteren Naoto Kiba. Efter at have afværget et terrorangreb på et passagerfly beslutter han at blive bodyguard for at promovere sin karateskole. Han får hurtigt en kunde med mafiaen i hælene.
Herfra går det mere og mere galt. Jeg vil tillade mig at spolere plottet uden skam, fordi den er så ringe, at den ikke fortjener bedre. Ser du, det er først halvejs i filmen, at man finder ud af, hvorfor alle jagter kunden. Det handler om kokain. Hun ved, hvor den er. Den er i et militært lighus. Her henter hun og Kiba den. De bliver straks jagtet.
Det nævnes på et eller andet tidspunkt, at hun var kæreste med en eller anden mafiaboss. Nuvel. Men det er så kluntet fortalt, at man sidder og river sig i håret. Ingen ved, hvad de laver. Ikke engang Kiba selv.
F.eks. bliver de enige om betalingen for fire dages beskyttelse. Men kunden har glemt sit checkhæfte i bilen. Det kan søsteren Mika da lige hente. Klienten skal jo ikke udsættes for fare. I mellemtiden er mafiaen så dukket op dernede. Øv, det var dårlig timing. Så de overfalder søsteren i stedet. Ingen ved hvorfor. Men de efterlader hende nøgen midt på gaden, som man jo gør.
Det giver lidt lummerguf til publikum, men er bare skørt ift. plottet.
Stor skuffelse. Bvadr!
Senere overfalder de kunden i hendes soveværelse. Her har de gudhjælpemig gemt sig i sofaen, og de snitter sig langsomt ud af sofahynderne med knive. Kiba er i værelset ved siden af, men kunden er naturligvis alt for forskrækket til at råbe op. Først da de er helt henne ved sengen, forsøger hun, men ak, de lukker munden på hende.
Så starter torturen for at klemme sandheden ud af hende. På det tidspunkt har de bare ikke fortalt os endnu, at mafien er på jagt efter oplysninger om førnævnte kokain. Så den i øvrigt spøjse bondagescene over et fyldt badekar er bare forvirrende.
I mellemtiden vågner Kiba tilfældigt og mærker, at noget er galt. Han forsøger at komme ind i soveværelset, og mafiaen skyder dørlåsen i smadder. Det er uklart, hvorfor de sigter så specifikt. Men det er symptomatisk for filmen.
Jeg vil ikke kede dig mere med tumpede detaljer. Jeg vil blot sige, at da støvet har lagt sig, og kunden er død, skifter scenen til et pressemøde, hvor Kiba lykønskes. “Great job!” Jeg gentager; kunden er død. Hvad i al verden lykønsker de ham for?
Oven i hatten er kameraføringen besynderligt rystende og fuld af lynzoomninger. Der er også for lidt god karate. Selvom nogle scener er underholdende i egen ret, er den samlede film bare en stor skuffelse. Bvadr.
