Elevator Game

Elevator Game er en gyser fra 2023 instrueret af Rebekah McKendry. Hun har instrueret en håndfuld gysere og dokumentarer med titler som Psycho Granny og Zombies Gone Wild!

Filmen er baseret på et internetfænomen, hvor personer udfordres til at tage en tur i elevatoren og trykke på knapperne i en bestemt rækkefølge. Dette skulle åbne en port til helvede. Især én hændelse med et rigtigt dødsfald i 2013 spiller ind. Her findes nemlig en elevatorvideo, hvor en ung kvinde trykker løs på knapperne. Hun blev senere fundet død.

Handlingen følger et hold af podcastere, som undersøger den type vandrehistorier og mystiske fænomener. De får en ny mand på holdet, og han foreslår elevatorspillet. Her foregår det i en bestemt bygning og en bestemt elevator. Der viser sig at være en grufuld årsag, men den vil jeg ikke afsløre.

Der findes mange lignende film i genren. For nylig så vi Ghost Train, som også handler om podcastere og et mystisk fænomen tilknyttet en metrostation. Originale idéer forbliver aldrig originale. Man kan også sammenligne med ældre film som The Ring, hvor udfordringen var et mystisk VHS-bånd.

Mystikken og uhyggen fungerer ganske godt. Selvom visse elementer er set før, er den stadig interessant og medrivende. Men dette er ikke Hollywoods A-hold. Dramatikken og skuespillet trækker ned.

I skrivende stund kan du se den på Prime.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.