Lanterns

Hal Jordans arvtager, John Stwart.

Lanterns er en superheltekrimiserie fra 2026 skabt af Damon Lindelof (Watchmen). Det er den tredje TV-serie i det nye DCU, hvor Creature Commandos og Peacemaker er de to første. Hvis du kender dine superhelte, kan du gætte, hvem den handler om.

Hal Jordan er Jordens første Grønne Lygte. Han har været det i mange år. Lygtekorpsets overordnede, Vogterne, har udvalgt en arvtager, John Stewart. De har bedt Hal om at oplære ham. Det gør han på sin egen uortodokse måde. Hverken Mr. Miyagi- eller Johnny Lawrence-metoden. Han er snarere som en sociopatisk far, der smider sit barn ud på dybt vand i første svømmelektion. Svøm eller drukn.

De tager til Rushville, Nebraska for at efterforske et skyderi ved en fodboldkamp. Den amerikanske slags. Hal mistænker rumvæsener, men John er ikke overbevist. Det samme gælder den lokale sheriff og byens magtfulde ranchejer. Det udvikler sig til en affære i både ordets mest populære betydning, men også en med mystik, korruption – og rumvæsener.

Superheltetræthed?

Det er svært at sige, om James Gunns nye, stort opslåede bagværk bliver en succes. Superman lignede en – med forbehold. Men så landede Spider-Man: Brand New Day og lavede mere end 2 milliarder dollars ved billetlugerne.

Pludselig faldt alle argumenter om superheltetræthed og døende biografer til jorden. Folk strømmede til, for her var noget, de ville se.

Supergirl klarede sig endnu værre, selvom jeg faktisk var ret vild med den.

Det hele kan være ovre, før han kommer rigtigt i gang. Med indtil det sker, er der i hvert fald flere projekter på vej, og dette er et af dem. Ovenikøbet et, hvor de maler med andre pensler. Det er nemlig ikke en omgang Peacemaker eller Creature Commandos.

Ny, grøn energi

Den skal snarere sammenlignes med krimiserier a la True Detective. Den har sine overnaturlige elementer, men afvikles ikke som en omgang superheltesmadder. I stedet får vi Hal og John som den erfarne, gnavne strømer med en ung, over- og utålmodig, ny makker. Tonen er hård og alvorlig. Humoren er mere bidende og sort, men også sjælden.

Den er et frisk pust i genren. Måske et fortærsket udtryk, men her får du alligevel en masse morgenluft ift. en ny franchise, hvor forventningerne var dalende. Derfor er det ganske passende at beskrive den sådan. Jeg blev mægtigt overrasket. Du behøver ikke engang at være til superhelte. Dette er først og fremmest en krimiserie drevet af plot og karakterer.

Man kan sagtens sammenligne med Lindelofts Watchmen. Der er ligheder i tonen og tilgangen til genren. Men den er knap så syret. Hvis nogen syntes, at Watchmen kunne være lidt langsom, vil de også bedre kunne lide denne.

Du kan se hele serien på HBO Max.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.