Clayface

Clayface er en thriller fra 2026 instrueret af britiske James Watkins (The Woman in Black, Speak No Evil). Det er den tredje film i James Gunns DCU. Men den hører faktisk bedre hjemme i Matt Reeves Batman-univers.

Matt Hagen er en ung, succesfuld skuespiller. Alle er vilde med ham, især damerne. Det slutter brat, da en magtfuld gangsterboss skamferer ham. Med ét mister han alt. Men så læser han om en kvindelig forsker, der har udviklet regenererende nanoceller.

Mange superheltehistorier begynder sådan. Et oplagt eksempel er Doctor Strange, hvor en succesfuld kirurg får smadret begge hænder og opsøger en kur i mystikkens verden. Men dette er en superskurkefilm. Clayface er en af Batmans ærkefjender skabt i 1940 af Bill Finger og Bob kane. Der findes flere udgaver. Filmens ditto låner detaljer her og der, men digter også videre.

Superskurkefilm er ved at vinde indpas i genren. Joker blev en kæmpesucces, hvorimod Sonys adskillige forsøg med Spider-Mans skurkegalleri er fejlet næsten hver gang. Men dette bidrag til den subgenre er ikke som de andre.

Hævn og horror

Det er en hævnfilm. Hovedpersonen er ikke en skurk, i hvert fald ikke endnu. Han er blot et menneske i en ulykkelig situation, drevet til vanvid og hævn af plottets antagonister, som er meget, meget værre. Men det er også en tragedie.

Da de skabte ham for mere end 80 år siden, var han inspireret af Fantomet i Operaen. Men instruktøren henter også inspiration i moderne gyserfilm. Han skæver især til David Cronenberg og skaber tilsvarende makaber body-horror. I nogle scener er der endda umiskendelige ligheder med Fluen fra 1986.

Man kan ogå sammenligne med Sam Raimis Darkman, men der er langt større alvor i Clayface.

Det er en særdeles vellykket film. Masser af godt drama, spænding, action og horror. Men det er også en film, der lover dig, at Gunns DCU ikke alt sammen vil være skæg og ballade. Selvom en skurk med et leransigt kunne være en komisk birolle Peacemaker (og er det i Harley Quinn), er dette blodig alvor.

Det store spørgsmål bliver, hvor godt han kan mikse tonen i Superman med tonen i film som denne, når de skal forenes. Som nævnt ligger den tættere op ad Matt Reeves Batman. Men i det mindste giver den et løfte om mere alsidighed end først antaget.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.