Den unge Christine (Asia Argento) og Raoul.
The Phantom of the Opera (Le Fantôme de l’Opéra) er en fransk roman fra 1910 af forfatteren Gaston Leroux. Men den er muligvis bedre kendt i dag som en musical af Andrew Lloyd Webber.
Historien handler kort fortalt om et operahus i Paris, hvor der opstår et trekantsdrama mellem en ung, svensk sopransangerinde, Christine, hendes barndomsven, Raoul, og Fantomet, en maskeklædt, musikalsk skikkelse, der hjemsøger operahuset, men også har undervist Christine og hjulpet hende til succes.
Gyselig musical
Den er filmatiseret mange, mange gange, endda som stumfilm allerede i 1916 og 1925. Hammer, et britisk filmselskab dedikeret til gys, filmatiserede den i 1962. Brian De Palma filmatiserede den som rockmusical under titlen Phantom of the Paradise i 1974. Selveste Freddy Krueger dvs. Robert Englund spillede Fantomet i en filmatisering i 1989.
Jeg har ikke set nogen af de andre filmatiseringer eller læst den franske roman. Jeg troede faktisk, at Webbers musical var den originale version, så jeg blev meget overrasket, da jeg faldt over Dario Argentos filmatisering, Il Fantasma dell’Opera.
Jeg havde svært ved at forestille mig en gyser baseret på en musical. Nu ved jeg, det faktisk er omvendt. At Webber baserede en musical på en gyser.
Fra filmatiseringen i 1925.
Advarsel! Spoilere i dette og næste afsnit!
Dario har lavet nogle radikale ændringer i historien. Fantomet er slet ikke skamferet eller maskeklædt. Til gengæld er han opdraget af rotter (WTF?!), som var han det parisiske kloaksystems Mowgli eller Tarzan.
I begyndelsen af filmen bliver han sendt ned af floden i en kurv, og jeg kiggede på min filmmakker og sagde, det er lige som i Tim Burtons Batman vender tilbage. Vi jokede lidt om hvilke dyr, der skulle finde og opdrage ham, men vi måbede begge, da vores vittige fantasier blev til absurde realiteter.
Ingen af de mange ændringer gør filmen bedre. Ufrivilligt komisk og mere underholdende, måske, men ikke bedre. Selvom store dele af handlingen stadig følger romanen, er det vigtigste gået tabt.
Overfladiske papkarakterer
Persongalleriet er overfladiske papkarakterer, og skuespillet gør ingen underværker, tværtimod. Fantomet spilles af Julian Sands, kendt fra Warlock, men han må have mistet talenterne i tolden på turen til Paris.
Argento castede sin egen datter, Asia, til hovedrollen som den unge, svenske sopransangerinde, Christine. Den slags nepotisme er ikke overraskende. Men det kom bag på os begge, hvor meget hud hun viser i en film instrueret af sin egen far.
Selv i flere påklædte stunder, er hendes klæder så gennemsigtige, hun ikke overlader meget til fantasien. Nøgenhed er naturligvis en ret almindelig ting, også i film, og i Asias filmkarriere. Men … ja … hm … okay, så.
Jeg må alligevel sige, at jeg kedede mig ikke. Men jeg er i tvivl, om det skyldes filmens ufrivillige morsomheder eller aftenens gode selskab, ikke Julian Sands og Asia Argento, men min joviale sidemand.
Den får fem hjerter. Der er ikke meget film i den, men jeg har også set værre.
