Akira er en japansk kult-animationsfilm fra 1988 baseret på en manga-tegneserie fra 1982. Optakten følger tegneserien, men der er store afvigelser i sidste halvdel. Alligevel er det en prisvindende og anmelderrost kultfilm, der har vundet alle genrefans’ hjerter.
Den foregår i en fremtid, som siden dengang er blevet fortid, år 2019, i Neo Tokyo, et nyt Tokyo genopbygget efter 3. verdenskrig. Hovedpersonen er Kaneda, lederen af en motorcykelbande, der består af unge lømler. Et opgør med en rivaliserende bande ender i en ulykke, og Kanedas barndomsven, Tetsuo, samles op af japanske sikkerhedsstyrker. Ingen aner hvorfor, og et mystisk plot begynder at udfolde sig.
Det er en science fiction-thriller i et dystopisk fremtidsscenarie på randen af et større samfundskollaps. Kriminalitet og korruption hærger, og flere handlingsforløb, der inkluderer førnævnte sikkerhedsstyrker, autonome frihedskæmpere og Kanedas motorcykelbande kulminerer i en tresporet sammenfletning. Det er vigtigt, at følge godt med.
Effektfuld animationsfilm
Det er en god, effektfuld animationsfilm, og den har alle ingredienserne til at være en high-tech spændingsbasker a la Blade Runner eller The Matrix. Men jeg blev aldrig helt så opslugt og imponeret, som min filmmakker Ruben havde håbet.
Måske mistede jeg fokus, da vi talte meget sammen undervejs. Måske skal den ses mindst én gang mere, før den rigtigt bundfælder sig, hvilket gjorde sig gældende for Ruben selv. Måske var skuespillet ikke nok til at løfte historien. Jeg ved det ikke.
Derfor ender jeg på seks hjerter. Den har en masse, og der er et stort potentiale. Men jeg følte den ikke helt i denne omgang.
