Akira er en japansk kult-animationsfilm fra 1988 baseret på en manga-tegneserie fra 1982. Optakten følger tegneserien, men der er store afvigelser i sidste halvdel. Alligevel er det en prisvindende og anmelderrost kultfilm, der har vundet alle genrefans’ hjerter.
Den foregår i en fremtid, som siden dengang er blevet fortid, år 2019, i Neo Tokyo, et nyt Tokyo genopbygget efter 3. verdenskrig. Hovedpersonen er Kaneda, lederen af en motorcykelbande, der består af unge lømler. Et opgør med en rivaliserende bande ender i en ulykke, og Kanedas barndomsven, Tetsuo, samles op af japanske sikkerhedsstyrker. Ingen aner hvorfor, og et mystisk plot begynder at udfolde sig.
Det er en science fiction-thriller i et dystopisk fremtidsscenarie på randen af et større samfundskollaps. Kriminalitet og korruption hærger, og flere handlingsforløb, der inkluderer førnævnte sikkerhedsstyrker, autonome frihedskæmpere og Kanedas motorcykelbande kulminerer i en tresporet sammenfletning. Det er vigtigt, at følge godt med.
Effektfuld animationsfilm
Det er en god, effektfuld animationsfilm. En high-tech spændingsbasker a la Blade Runner og The Matrix. Den har samme grandiositet i sin verdensopbygning, og plottet byder på hemmelige eksperimenter og karakterer med nærmest gudelignende superkræfter.
Alt dette er guf for science fiction-nørder. Sådan én er jeg. Men da jeg så den første gang for nogle år siden, var jeg undervældet. Skylden ligger naturligvis 100% hos min kære filmmakker, Ruben. Vi talte alt for meget under filmen, og jeg missede vigtige detaljer.
Okay, indrømmet, jeg var også lidt af en Disney-opdraget vesterlænding, da jeg så den første gang. Jeg sammenlignede for meget med Ghost in the shell, der også undervældede mig med sine “døde” animationer. Jeg har set flere Manga-film siden og fået øjnene op for den japanske tegnestil. Samtidig fulgte jeg bare bedre med denne gang. Forskellen er nærmest enorm.
Men det vigtigste er fortællingen. Dels den nærværende om de to barndomsvenner, Kaneda og Tetsuo, men også det større komplot samt forhistorien, der henter inspiration i Japans egen historie, nærmere bestemt Hiroshima og Nagasaki, hvor amerikanerne smed to atombomber i 1945.
Det er en film med masser af lag, og helt naturligt er den allerbedst, når du følger med og forstår dem. Jeg oppede mig ved dette gensyn, og med fælles hjælp fik jeg en meget bedre oplevelse. Derfor ændrer jeg min bedømmelse.
