Alita: Battle Angel

Alita: Battle Angel er baseret på en manga-tegneserie fra 1990, hvis japanske titel, Gunnm, betyder “gun dream,” og handlingen følger Alita, en kvindelig cyborg med hukommelsestab, der bliver fundet på en skrotplads af en kybernetisk doktor, som er i stand til at genopbygge hende. Det viser sig, at hendes fortid er alt andet end almindelig, og bag hendes uskyldige ydre gemmer sig en uovervindelig krigers kampgejst og færdigheder samt avanceret teknologi, verden ikke har set i flere hundrede år.

Genren er cyberpunk, en science fiction-subgenre, der blander avanceret teknologi og dystopi. Her eksisterer videnskabelige fremskridt side om side med samfundsmæssige tilbageskridt, forfald, social ulighed og en brutal samfundsorden, og temaet er ofte en frihedskamp mod dem, der sidder på magten og vil gøre alt, for at bevare den.

Filmen er skrevet af James Cameron (Aliens, Terminator, Avatar m.fl.) og Laeta Kalogridis, en græsk-amerikansk screenwriter og producer, der bl.a. har skrevet den russiske fantasy-film Night Watch og den psykologiske thriller, Shutter Island. Hun var også en af skaberne og producerne på TV-serien Altered Carbon, der også foregår i en cyberpunk-verden og var en rigtig fed oplevelse, hvis du spørger mig.

James er en mesterlig instruktør, men denne gang har han overladt tøjlerne til Robert Rodriguez, der brød igennem i 90’erne med filmperler som Desperado og From Dusk Till Dawn og siden har lavet alt lige fra Spy Kids-filmene til Sin City– og Machete-filmene. Fællesnævnerne er action, fantasy og science fiction, og Alita: Battle Angel er lige op i hans gyde … ej, den oversættelse duer vist ikke. Men han er et godt valg.

Jeg så den i biografen i går, og det er en rigtig biograffilm med flotte effekter fra start til slut, kæmpestore, detaljerige scener og masser af action med fokus på vilde kampsportsmanøvrer. Hovedpersonen, Alita, er 100% animeret, og selvom hun ikke er nær så dygtigt lavet som James’ egne kreationer i Avatar eller avatarerne i Steven Spielbergs Ready Player One – hvilket dog kan skyldes, at Alitas udseende – bortset fra et par store manga-øjne – er næsten menneskeligt, og vi mennesker er fra naturens side udstyret med en evne til at spotte bedragere, så vi spotter alle de små detaljer, der ødelægger illusionen – er hun stadig en visuel godbid.

Historien er udmærket. Den samler mange elementer, du har set i andre film indenfor samme og lignende genrer, og den anvender også mange arketypiske plotelementer. Men den er ikke som sådan forudsigelig – og bestemt ikke kedelig, tværtimod – for den blander elementerne på sin egen måde, og lige når du tror, at den er på vej i én retning, sker der noget andet. Det, der – for mig – trækker den ned fra god til udmærket, er enkelte steder, hvor jeg ikke synes, at den helt opnår den følelsesmæssige dybde, som den stræber efter. Men det er små detaljer, og der vanker stadig en flot samlet bedømmelse.

Der er gode gensyn med Christoph Waltz og Jennifer Connelly samt Jeff Fahey og Jackie Earle Haley, og du kan tage det som en udfordring at spotte Jackie, for jeg opdagede ham først, da hans navn dukkede op i rulleteksterne. Skurkens sande identitet vil jeg ikke afsløre, for han er en god overraskelse og kan blive spændende at se i en kommende toer, hvilket filmen lægger kraftigt op til, og som jeg bestemt vil se frem til.

Nøgleord: , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *