Bad Santa

Bad Santa er en julekomedie fra 2003 instrueret af Terry Zwigoff. Han har en kort, men ikke uimponerende filmografi. Han lavede en prisvindende dokumentar om satiretegneren R. Crumb og opnåede dernæst en Oscar-nominering med Ghost World.

Selv denne sorthumoristiske, Coen-brødrene-producerede julefilm var med i kampen om en Golden Globe i kategorien Best Performance in a Musical or Comedy. Her tabte Billy Bob Thornton til Bill Murray (Lost in Translation).

Willie T. Soke (Thornton) er en slem, slem julemand. Han bander og bunder som en sømand, røvpuler tykke damer i omklædningsrummet og lægger an på alt over 18 år. Han er hverken tyk eller munter og hader jobbet af et ondt, ondt hjerte.

I virkeligheden er han pengeskabstyv og har en god fidus kørende med en nisse. Altså en dværg, der spiller nisse. Når julehandlen er i hus, slår de til og stjæler rub og stub. Det er gået godt i flere år, selvom Willie er skideligeglad med alt andet end byttet.

Men det er en julefilm, og naturligvis skal denne julestjælende grinch udsættes for en skelsættende omvæltning, der ændrer alting og putter masser af juleånd op i ham. Jeg vil ikke afsløre hvordan – eller hvem.

Humoren er sort og møgbeskidt. End ikke Deadpool har været så politisk ukorrekt. De to forfattere, Glen Ficcara og John Requa, må have kæmpet for at overgå hinanden i underlødigheder og vulgariteter.

Der er enkelte steder, hvor de træder et skridt for langt. Ikke at jeg er sart. Det er bare for plat. På den dårlige måde. Men det opvejes af karakterudviklingen og det gode budskab. Det er faktisk en sød film – og en rigtig julefilm.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.