
Elf er en julekomedie fra 2003 instrueret af Jon Favreau. I dag er han kendt som manden bag bl.a. Iron Man og dermed en af folkene, som startede Marvels succesrige filmunivers. Han har også skabt The Mandalorian til Star Wars-universet.
Will Ferrell er et menneske, der vokser op hos julemandens nisser på Nordpolen. Her lærer han alt om at være nisse og bygge legetøj. Men han har en rigtig menneskefar (James Caan), og en dag tager han til menneskenes verden for at finde ham.
Den spiller på alle julens tangenter, men med et moderne tvist. Faktisk minder den mig om sidste års verdensplage, Barbie, hvor Margot Robbie forlader sine trygge rammer for at besøge verden udenfor. Begge karakterer er håbløst naive og opvokset i et fantasiland. Der ligger masser af sjove situationer gemt i kultursammenstødet, men der er også plads til at betragte vores egen virkeligheds absurditeter igennem deres friske øjne.
Hvor Barbie må flygte hjem til sin egen verden, har Ferrell dvs. Buddy større succes. Faktisk har filmen opnået status som en moderne juleklassiker, og den er genskabt som både musical og stop-motion-animationsfilm.
Humoren er plat nu og da. De kaster sig ud i komikken med stor vovelyst, og ikke alle forsøg rammer lige heldigt. Men der er geniale momenter her og der, og den samlede film er både sjov og sød og rigtigt julehyggeagtig. Hele familien kan nyde den.











