Biler 3 (originaltitel: Cars 3) er en tegnefilm fra 2017 instrueret af Brian Fee. Han er debutant i instruktørstolen, men har arbejdet med andre kasketter på de to forgængere samt bl.a. Ratatouille, WALL-E og Monsters University.
Lynet McQueen udfordres på racerbanen af nye, hurtigere biler. Engang var han klassens frække dreng. Nu er han en af sportens veteraner. Han er bare ikke parat til at lade sig pensionere. Der må findes en løsning.
Efter forgængerens internationale spioneventyr med Bumle og den durkdrevne Finn McMissile vender serien tilbage til rødderne. Sportens drama og den personlige selvransagelsesrejse er atter i centrum. Desværre uden Bumle.
Lynet får i stedet selskab af en ung, kvindelig bil, en Ferrari, tror jeg, som kender alle de nye, teknologiske fremskridt. Men der er også nostalgiske tilbageblik til tiden med Doc Hudson, som lærte Lynet at ræse om hjørner.
Historien er en klassiker i sportsverdenen. Der kommer altid nye generationer til. De gamle stjerner må sadle om. På en måde troede de aldrig, det ville ske for dem. Instruktøren hentede inspiration hos egne idoler. Jeg tænkte selv på cykelsporten.
Klichéerne kælver
Derfor er den fuld af klichéer. Som altid trumfer selvtillid alt. Hvis man bare tror nok på det, er man pludselig den hurtigste, stærkeste og heldigste. Bilerne træner ganske vist på nye måder. Men det de forsøger at lære, burde ikke være nyt. Eller nok til at vinde.
Jeg vil sige, at den er ret svag som sportsdrama. Dels pga. ovennævnte uoriginalitet. Men også fordi den lægger så hårdt ud med den teknologiske vinkel, at finalen ikke rigtigt giver mening. Det var mere som at se Ud at køre med de skøre, når Victor skifter til Captain Chaos og automatisk kører hurtigere på en helt lige strækning.
Naturligvis er Biler også bare en komedie. Måske forlanger jeg for meget. Men det er min mening. De kommer for nemt omkring det, de har gjort til den store, uoverkommelige udfordring. De falder tilbage på klichéen om bare at ville det mere.
Som sjov og rørende familiefilm fungerer den bedre. Den falder fint i tråd med den første film. Lynets karakterudvikling fortsætter i naturlige, uundgåelige retninger og ender med et ganske tilfredsstillende budskab.
