Bullet in the Head er en Hong Kong-produceret actionthriller fra 1990 skrevet og instrueret af John Woo. Du kender ham måske bedst fra amerikanske genreperler som Hard Target og Face/Off. Han var allerede en prisvindende instruktør i hjemlandet, før han tog til Hollywood.
Handlingen er sat i 1967 og begynder i Hong Kong. Her møder vi tre unge mænd med et brødrelignende venskab. De vil gøre alt for hinanden, måske endda betale den ultimative pris. Trods barske levevilkår i en storby med både bandemiljøer og brutale myndigheder er dette nærmest en idyllisk tid med ungdommelig naivitet og sågar romantik.
Alt dette ændrer sig, da uforudsete omstændigheder, jeg ikke vil spolere, tvinger vennerne på flugt. De tager til Vietnam, hvor krigen hærger. Men der også er muligheder for at tjene nemme, hurtige penge. Som sagt, så gjort. Derfra begynder et uforudsigeligt, men oftest hæsblæsende eventyr med gangstere, oprørere og meget, meget andet.
Det er på den ene side en atypisk Woo-film. Ikke kun fordi jeg ikke så én eneste fugl i slow motion. Jeg kender ham indtil videre selv bedst fra de amerikanske værker. De er oftest rendyrkede actionfilm. Nogle har kreative præmisser, men plottet er som regel en enkel affære. Her er et problem. Det skal løses.
Denne film vækker minder om bl.a. The Good, the Bad and the Ugly. Handlingen er på tilsvarende vis en rejse, der tager os fra sted til sted. Begge film har også en krigskulisse inspireret af virkeligheden. De tre hovedpersoner bliver trukket ind og ud af disse begivenheder. Der er næppe nogen specifikke hændelser fra den rigtige krig. Men den tegner et billede af krigstiden.
Stærkt drama og brutal action
Den er drevet af både tilfældigheder og ydre omstændigheder, men også karakterernes personlige udvikling som et resultat af deres oplevelser. Her vil jeg ikke spolere, hvordan det går. Man kan sige, at de tre karakterer i Sergio Leones mesterværk er de samme fra start til slut. Woos hovedpersoner er derimod unge og påvirkelige. I begge film repræsenterer de tre unikke personligheder. Tre forskellige arketyper. Woo viser os eksemplerne på, hvordan de kan udvikle sig i forskellige retninger.
Lige som filmen skifter fra sted til sted, skifter den også fra genre til genre. Både i handling, kulisser, visuelle virkemidler og action. Der er scener, man kunne placere i Scarface og lignende gangsterfilm. Der er krigsscener, som ville høre hjemme i Apocalypse Now. Finalen er til gengæld Woo, som jeg kender ham bedst. Men større og mere brutal.
Det er et brag af en film. Trods alle disse scene- og genreskift er det en god fortælling med masser af tyngde og stærkt drama. Karaktererne er ægte og jordnære. Som almindelige mennesker, der ryger ud, hvor de ikke kan bunde. I modsætning til mere typiske genrehelte, hvis etablerede hverv iscenesætter deres vanskeligheder.
Det er en forrygende filmoplevelse med alt det bedste fra Woo – og meget mere til. Han viser så mange nye sider af sit virke. I hvert fald sider jeg ikke kendte. Han mestrer dramaet også. Personskildringen. Og han pakker det smukt ind i brutal action. Han sætter sig selv på hylden med førnævnte Sergio Leone, og jeg vil ikke skubbe ham ned derfra.
