
Byens hurtigste strømere! (originaltitel: Running Scared) er en actionkomedie fra 1986 instrueret af Peter Hyams (Outland, Timecop), der var i humør til noget sjovt efter 2010, efterfølgeren til Rumrejsen år 2001.
Billy Crystal og Gregory Hines er et par gadesmarte Chicago-betjente, der jagter en narkohandler, Julio Gonzales (Jimmy Smits), og spolerer en undercover-operation. Bossen sender dem på ferie, og de får smag for det søde, ufarlige liv i Florida, så de beslutter at sige op. Men først vil de fange Gonzales og slutte af med maner.
Handlingen er en stor pose tilfældigheder. De to hovedpersoner improviserer en masse ifølge Crystal, der mener, Hyams hyrede ham af samme grund. Deres kemi er supergod, og der er masser af sjove scener og god action. Men plottet er her, der og alle vegne.
Egentlig er det enkelt nok. De skal fange Gonzales, fordi han er kriminel. Vejen dertil er bare kaotisk og fuld af afstikkere. Hvis ikke Hines og Crystal havde været så gode sammen, havde det været et makværk. Men de hiver den hjem med deres charme, lune og gode kemi.











