Janet McTeer som nådeløs lejemorder.
Cat Run er en actionkomedie fra 2011 instrueret af John Stockwell. Han er tidligere skuespiller og bl.a. kendt fra Christine, hvor han er Arnies bedste ven. Som instruktør er han manden bag bl.a. Into the Blue med Jessica Alba og Paul Walker.
Christopher McDonald, bedre kendt som Shooter McGavin i Golfbanens skræk, er en liderlig, amerikansk guvernør på kørvelrov i Montenegro. Her bliver han lidt for hårdhændet og myrder en escortpige. Han beslutter hurtigt at iværksætte en oprydning, hvilket indebærer udryddelsen af samtlige vidner. En af festens andre escortpiger, titlens Cat, formår at flygte med fældende beviser.
Scotty (Doesn’t Know) fra EuroTrip, hvis rigtige navn faktisk også er Scott (Mechlowicz), er en af to unge mænd, som uforvarende vikles ind i guvernørens oprydningskomplot, da escorpigen under flugten stjæler hans bil. Han og bedstevennen Julian beslutter at oprette et detektivbureau og hjælpe den nødstedte dame.
Janet McTeer, en prisvindende, hæderskronet, britisk skuespiller uddannet på det kongelige akademi for britisk kunst, kendt fra både teaterscenen og historiske dramaer af forfattere som bl.a. Emily Brontë, spiller en nådeløs lejemorder, der torturerer og myrder alt og alle på sin vej. Hun er ikke bare en dødgod skurkinde, men også filmens største overraskelse på alle niveauer.
Babser, baller og brutal vold
Det er en billig B-film. En moderne direkte-til-video-exploitation-sag med lutter lavthængende frugter i form af både babser og baller og brutale voldsscener, hvor ingen siger stop, nej, det er sgu for groft. Tværtimod har producenterne snarere været et nyttigt heppekor af cigarrygende, whiskeyslubrende liderkarle.
Humoren er tilsvarende sort, grovkornet og til tider plat. Men oftest ganske sjov. Dette er ikke en so-bad-it’s-good-film. Den virker faktisk på de præmisser, den selv opstiller.
Den skal sammenlignes med film som Crank og Smokin’ Aces. Måske Dobermann blandt tidligere eksempler. Dels pga. indholdet, men også fordi den dyrker et stilistisk udtryk med splittede skærme, hurtige klip og mange handlingsforløb på kryds og tværs.
Faktisk er titelkarakteren mere et plotelement. Hun fylder ikke meget i handlingen og lever ikke op til coveret. Heldigvis opvejes det af meget andet, især førnævnte McTeer.
