Continuum

Continuum er en canadisk science fiction-serie fra 2012. Den består af fire sæsoner med i alt 42 afsnit.

Handlingen begynder i år 2077, hvor verden er ledet af virksomheder i stedet for regeringer. Ikke alle er tilfredse med den samfundsstruktur, og en gruppe oprørere – terrorister i nogens øjne – rejser tilbage i tiden til år 2012, for at stoppe udviklingen.

Kiera Cameron, spillet af Rachel Nichols, kendt fra bl.a. Alias og G.I. Joe: The Rise of Cobra, er en betjent fra fremtiden, der følger efter oprørsgruppen og strander i nutiden sammen med dem. Her forsøger hun at stoppe dem og finde en vej tilbage til sin egen tid.

Det er en relativt kort serie. Efter tre sæsoner blev den ikke fornyet, men de fik lov at lave yderligere seks afsnit for at runde historien af. Skaberen Simon Barry havde idéer til 7-10 sæsoner i alt. Det vidste jeg ikke, da jeg så den.

Fin science fiction-serie

Det er en spændende krimiserie med et tidsrejseplot og masser af andet science fiction-guf. Camerons overlegne fremtidsteknologi gør hende til en slags superbetjent – eller måske snarere en superspion. Det lokale politi aner ikke, hvad der foregår, og hun kan ikke afsløre sin rigtige identitet, da det kan have store konsekvenser for fremtiden.

En amerikansk serie havde muligvis sat kampen mod oprørerne i baggrunden og brugt hende som en ny type politi-konsulent til opklaring af ugentlige mordgåder og andre forbrydelser.

I canadiske hænder – og med færre afsnit – holder den fokus på kampen om fremtiden. Det er ærgerligt, at de må runde den hurtigt af. Men i det mindste er resultatet en fin, lille science fiction-serie, der aldrig når at bevæge sig alt for langt fra udgangspunktet.

Dermed undgår den også nogle af de fælder og faldgruber, andre serier træder i.

Nøgleord: , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.