Don’t Torture a Duckling (originaltitel: Non si sevizia un paperino), også kendt på dansk som Woodoo, er en italiensk thriller fra 1972 instrueret af Lucio Fulci. Han er kendt for bl.a. Zombi 2 og The New York Ripper.
En lille by hærges af en seriemorder. For en sjælden gangs skyld er ofrene ikke unge kvinder, men 12-årige drenge. Byens borgere kræver handling og retfærdighed. Måske endda hævn. Politiet er på bar bund.
Der er masser af mulige mordere i filmens persongalleri. Nogle dyrker sort magi. Derfor den danske titel. På vanlig krimigådemanér skal du snydes et par gange, før sandheden afsløres. Men måske kan du gætte den. Næsten.
Det er et af Fulcis bedste værker. Jeg er især vild med scenografien. De store, flotte landskaber, kameraføringen, den rå og beskidte autenticitet, sansen for detaljerne. Det er næsten på niveau med Sergio Leone. Tilsat horror og erotik.
Den eneste øjebæ er en moderne motorvej midt i landskabet. Her er ganske vist en tematisk pointe. Men æstetikken må vride sig. Heldigvis fylder den ikke alt for meget.
Plottet er er godt, gammeldags mordmysterie med visse genremæssige overlap. Der er god spænding, mystik og uforudsigelighed. Enkelte detaljer kan stritte lidt. Helten kan også blive en mindre brik i en fyldig rolleliste. Men den samlede pakke er en rigtig god film.
