SOS Poseidon kalder (originaltitel: The Poseidon Adventure) er en katastrofefilm fra 1972 baseret på en roman af Paul Gallico. Katastrofen er fiktiv, men visse detaljer her og der vækker minder om Titanic.
Her er tale om en hel genre for sig selv. Især flykatastrofer var populære, men også jordskælv, brændende højhuse og meget andet. Der er brug for en gimmick, og forfatteren vendte skibet på hovedet.
Handlingen følger udvalgte passagerer anført af Gene Hackman som en uortodoks præst og Ernest Borgnine som en gammel strisser. Katastrofen er et undersøisk jordskælv, der skaber en tsunami, som vælter skibet.
Alt dette sker kort efter midnat. Det er nytårsaften og alle er samlet i en festsal med højt til loftet. Ingen er klædt rigtigt på til de kommende timers strabadser. De fleste vil hellere vente på hjælp. Hackman er handlekraftig og som en fårehyrde samler han sin egen flok.
Dette er et gennemgående tema med en religiøs kant. Lidt dramatisk tyngde til eftertænksomme filmnørder.
Dybt at synke
Leslie Nielsen er skibets kaptajn. Han var en seriøs skuespiller, før Jim Abrahams og Zucker-brødrene hijackede ham. Det er faktisk svært at tage ham alvorligt. Man tænker straks på Højt at flyve, når man ser ham.
Det vidste de ikke dengang, og de nominerede filmen til hele otte Oscars. Den vandt to for Best Song og Best Visual Effects. Fuldt fortjent. I hvert fald effekterne. Den har alderen imod sig, men de er ret gode alligevel.
Det er en storfilm, som de lavede den dengang. Sin tids Titanic i mere end én forstand. Masser af spænding selv katastrofen er ventet og destinationen hurtigt udstikkes. Uventede drejninger, forfærdelige overraskelser og tragiske dødsfald.
Selvom den er barsk, vil jeg ikke kalde den en del af tidens “New Hollywood”-bølge. Der er noget mere klassisk Hollywood over den. Men det er god underholdning på alle niveauer. Hvis man også nyder gamle film, er den en til to-do-listen.
