Doom Patrol er en spin-off-serie til Titans, hvor vi mødte den dysfunktionelle dommedagspatrulje i et afsnit i første sæson. Den er baseret på en tegneserie, som udkom første gang i 1963, samme år som Marvels X-Men, og der er så mange ligheder, at mange betragter Stan Lees populære kreation som et delvist plagiat. Begge grupper består af karakterer, der ganske vist har superevner, men også er udstødte af samfundet, og begge har ovenikøbet en leder/mentor i rullestol.
Jeg har aldrig læst tegneserien, men der er ganske rigtigt mange ligheder i TV-serien. Dog er der også mange forskelle, for X-Men er trods alt en slags specialenhed, der træner og anvender deres evner i kamp. Bortset fra de mange stridigheder med ondsindede, mutant-fobiske mennesker, er de som en mutant-version af Avengers.
De andre mutanter
Doom Patrol er som en fortælling om alle de andre mutanter på Xaviers skole. Dem, der ikke render rundt i smarte kostumer og redder verden, fordi de stadig kæmper med at styre deres evner og er så nedbrudte, at de foretrækker at blive hjemme og fokusere på en hobby, måske havearbejde eller modelbyggeri – eller bare at komme ud af sengen.
Larry Trainor (Matt Bomer) og Rita Farr (April Bowlby).
Bare rolig, de er nødt til at springe ud af superhelteskabet og redde verden alligevel. Men du kan godt forberede dig på, der er en masse selvransagelse, interne konflikter og kampe med indre dæmoner også. Det er en dekonstrueret superheltefortælling, og selvom der er nogle stykker af den slags efterhånden, har den fundet sin egen niche.
Den minder naturligvis lidt om Titans, hvorfra den udspringer, men den kan også sammenlignes med The Umbrella Academy, og så har den et strejf af Dirk Gently, for den rummer nogle science fantasy-elementer, der er ret syrede. Der er også en god portion sort humor og en Guillermo del Toro-agtig monster-stemning.
Superhelte-horror
Det er en god pose blandede bolsjer, og det er ikke negativt, den minder om andre ting, for den er velskrevet, og persongalleriet er fascinerende, sympatiske karakterer. De fleste er en del af det oprindelige hold skabt i 1963, og de minder lidt om monstrene fra klassiske gyserhistorier som Frankenstein og Den usynlige mand.
Det giver den en spændende, alternativ superhelte-horror-vinkel.
Cliff Steele (Brendan Fraser) og en mystisk fætter.
Det er godt at se Brendan Fraser (The Mummy, George of the Jungle) igen. Selvom han er en robot det meste af tiden, er der også flere flashbacks og lignende, hvor han kan lægge krop og ansigt til rollen.
Castingen af Matt Bomer (White Collar) overraskede mig lidt. Han er trods alt kendt som en usædvanligt smuk mand, men hans rolle er vansiret og iført bandager. Her er også gode flashbacks, og måske har han ønsket at prøve kræfter med en rolle, hvor han ikke bare er en flot fyr.
Caulder… Niles Caulder
Timothy Dalton er trådt til som gruppens rullende mentor, og han er altid god. De får også følgeskab af Cyborg, der egentlig er en Teen Titans-helt i tegneserierne og siden er blevet forfremmet til Justice League, men her starter han i “postrummet” og må arbejde sig op fra bunden. Han er dog gruppens mest super medlem, for han har trænet længe og bekæmpet forbrydere på gadeplan. Af samme grund er han også lidt arrogant og superstjerne-agtig, men den facade holder ikke længe i selskab med de andre misfits.
Gruppens kvindelige islæt er April Bowlby (Drop Dead Diva) og Diane Guerrero (Orange Is the New Black) som hhv. Rita Farr, en filmstjerne fra 1950’erne, og Jane a.k.a. 63 andre personligheder, der alle har unikke superevner. Som resten af gruppen er de også traumatiserede, modsætningsfyldte personligheder på hver sin måde.
Det er en velfortalt, medrivende, anderledes superhelteserie fuld af gode overraskelser, og den får en masse hjerter.
Du kan se de to første sæsoner på Max.
