The Witcher

The Witcher er baseret på en bogserie af den polske forfatter Andrzej Sapkowski, og den foregår i en fantasy-verden med magi og monstre i rigelige mængder. Henry Cavill er Geralt fra Rivia, en berømt mutant og monsterjæger – en såkaldt witcher. Hans art er skabt af magi, og han er derfor immun overfor andres magi, og han er heller ikke uden evner selv. Desuden er han dygtig med både næver og sværd.

Serien er skabt til Netflix af Lauren Schmidt Hissrich, der også har været forfatter og producer på bl.a. Daredevil og The Umbrella Academy, og handlingen er baseret på to novellesamlinger, The Last Wish og Sword of Destiny, der foregår før The Witcher Saga, forfatterens hovedværk med i alt 8 romaner. Så der er rigeligt af materiale. De er knap nok begyndt.

At den er baseret på flere noveller, der introducerer forskellige figurer, gør den uheldigvis en smule rodet, ikke mindst fordi den også springer i tid, hvilket først gik op for mig i tredje afsnit. Der er ganske vist kun tre primære hovedpersoner, men der er også kun 8 afsnit, og to af tidslinjerne er nødt til at hoppe fremad for at indhente den tredje.

Nogen sammenligner den med Game of Thrones, men der er mange forskelle. Der er krige mellem kongeriger, men hovedpersonerne har ikke som mål at erobre tronen. Krigene fungerer som en kulisse og et plotelement, der udløser andre begivenheder. Der er også væsentligt mere magi, og den er fuld af andre væsener end mennesker. På mange andre måder er den tættere på Ringenes herre end Game of Thrones.

Cavill har ikke vundet alle hjerter som Superman i DCEU-franchisen, men han er perfekt som Geralt. Her er ingen krav om, at han skal smile mere og indgyde håb. Han er en tavs fremmed, der kommer ridende til byen, besøger den lokale bæverding, uddeler øretæver til brushovederne, løser byens monster-problemer og rider videre. Nu og da finder han også vej til en seng og smuk kvinde. Som en klassisk western-helt, men med sværd og trolddom. Han er perfekt. Tavs, intens, urokkelig, skåret ud i granit som de bedste old school-helte, charmerende i små, velplacerede øjeblikke, og så har han naturligvis en ufejlbarlig retfærdighedssans.

Der er flere gode birollefigurer, og vores egen Lars Mikkelsen har en af dem. Men Cavills modstykke, en femme fatale om hvem, jeg ikke vil afsløre alt for meget, er lige så spændende og perfekt castet, som han er. Hun er til gengæld en ukendt, men yderst talentfuld kvinde, og hun har mange af de samme kvaliteter som Eva Green. En unik evne til at være både stærk og sårbar, uskyldig og udspekuleret, og hun har den samme forførende mørke side. Hun kan være en kommende stjerne.

Trods den nævnte, lidt rodede struktur og tidshoppene er der – som du nok kan høre – rigtigt meget i den, jeg også er vild med. Der er mange gode, velskrevne fortællinger i de enkelte afsnit, og den har en Grimm’sk eventyrstemning, der klæder den godt. Det trækker alt sammen op, og jeg ender faktisk på en topkarakter alligevel. Den er ikke en ny Game of Thrones, og det skal den heller ikke være. Det er bare en rigtig god serie, der fortjener at blive bedømt på egne kvaliteter, og dem er der mange af.

Du kan se første sæson på Netflix, og der er en ny sæson på vej.

Nøgleord: , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *