Dracula

Dracula er en af filmhistoriens mest filmatiserede figurer, og der findes utallige versioner af forfatteren Bram Stokers roman fra 1897. Jeg så og genså to af de bedste versioner sidste år, den allerførste fra 1931 med Bela Lugosi og Francis Ford Coppolas udgave fra 1992 med Gary Oldman, og begge er fremragende på hver sin måde.

Men vi er ikke færdige med den udødelige vampyrgreve endnu, og han er ikke færdig med os. Serieskaberduoen Steven Moffat og Mark Gatiss, der også har arbejdet sammen på Doctor Who og skabt Sherlock med Benedict Cumberbatch og Martin Freeman som hhv. den berømte, britiske detektiv og hans tro væbner, dr. Watson, har lavet en ny miniserie til Netflix, og rollen som grev Dracula er gået til selveste Claes Bang. Vores egen pæredanske Claes Bang, der kan ses i alt fra julekalenderen med Pyrus til krimiserien Dicte.

Handlingen er løst baseret på den gamle roman, men de har ganske snedigt dykket ned i dele af fortællingen, der ikke har fyldt meget i de andre versioner, og i de dele, vi kender, har de været ekstra kreative. Jeg springer detaljerne over, men jeg må sige, at det er djævelsk godt skrevet, og der er masser af gode overraskelser i den ellers så velkendte historie.

Dracula er en populær figur, og ofte er han sej, selvom han er ond. Nu og da er han en tragisk skikkelse eller endda en slags anti-helt. Men denne gang er han en vaskeægte skurk. Han kan stadig slå charmen til, men han er uovervindelig og arrogant, og han behøver ikke forføre nogen med mindre, det morer ham. Derfor er han lige så ofte et dumt svin, der leger med “maden.”

Det er faktisk ganske fedt at se figuren udfolde sig sådan, og Claes er eminent i rollen. Han minder i glimt om mange af de gamle mestre, måske især Christopher Lee, men han får også masser af muligheder for at gøre rollen til sin egen, og det gør han fantastisk godt.

En anden interessant tilføjelse er hans kvindelige modstykke, Agatha Van Helsing. Hun er en egenrådig og vidensbegærlig kvinde, og hun har en selvsikkerhed og legelysten nysgerrighed, der matcher Draculas egen. Det er nyt, men det slog mig, at det også er gammelt. I den allerførste Dracula fra 1931 er Van Helsing også lidt af en drillepind, der kan lide at håne og udfordre den mægtige vampyrgreve. Især i deres første møde, hvor han tester og provokerer greven med et skævt smil.

Af samme grund er det især de første to afsnit, der er bedst, synes jeg. Her er stor fokus på spillet mellem Dracula og Van Helsing, og det er miniseriens force. Tredje akt er stadig god underholdning, men historien tager nogle ryk fremad, og de godt kunne have lavet et par afsnit mere. Der er nogle vigtige dele i aktens fortælling, de kunne have udbygget og underbygget bedre.

Advarsel! Spoilere i dette afsnit! Det er også i sidste afsnit, man mærker Moffat og Gatiss’ skabende indflydelse mest tydeligt. Måske fordi afsnittet lige som det meste af Sherlock er en moderne version af en velkendt historie. Dracula tager en tidsmæssig omvej til England og havner i vores nutid, hvor han møder den smukke Lucy Westenra med de mange bejlere. Efter to afsnit med materiale, der føltes helt nyt, er vi nu tilbage i vante rammer og moderne opdateringer. Det er ikke uinteressant, men jeg holder mest af de to første afsnit, hvor fortællingen var mere ukendt. Samtidig synes jeg, at det er ved at blive en kliché med moderne opdateringer.

Den får en masse hjerter, for det er veludført underholdning. Claes, Dolly Wells (Van Helsing) og Moffat/Gatiss puster masser af nyt liv i den gamle greve, og den nye miniserie er djævelsk god.

Du kan se den på Netflix.

Nøgleord: , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *