Den 25. august i år fejrede Sean Connery sin 90. fødselsdag, og jeg markerede dagen med et par gode, gamle film fra samlingen: Shalako og The Anderson Tapes.
I går, den 31. oktober, kun få måneder senere, mistede verden den gode Sir Thomas Sean Connery. Han sov stille ind ifølge sønnen Jason.
Vi kan se tilbage på hans lange, flotte karriere, og det vil jeg gøre. Jeg følger tilfældigvis Catherine Zeta-Jones, og hun hyldede ham i et opslag med et billede fra filmen, de lavede sammen i 1999. Det inspirerede mig til aftenens første filmvalg.
Entrapment, også kendt på dansk som Lokkeduen, er en thriller instrueret af Jon Amiel, der bl.a. gav os Copycat i 1995. Connery er en snu, gammel listetyv, og Zeta-Jones er en forsikringsagent, som har jagtet ham i fem år. Hun mistænker ham for adskillige kup, men har ingen solide beviser, så hun er nødt til at lægge en ny plan for at fange ham.
Hvem snører hvem?
Det er en moderne kupfilm med high-tech gadgets og halsbrækkende klatretyvsstunts, der lige så vel kunne dukke op i en Bond-film. Men det er også et snedigt konstrueret dobbeltspil med uventede drejninger og snørklede kovendinger. Hvem snører hvem? Det ved du først, når rulleteksterne ruller.
Connery og Zeta-Jones er et skønt makkerpar med masser af kemi. Mistillid, bedrag og seksuel spænding i en sprængfarlig cocktail af uudløste undertoner. En forførende thriller, hvor enden er god, og alting er godt. Pun intended.