Flugten fra hønsegården: Operation Nugget

Flugten fra hønsegården: Operation Nugget (originaltitel: Chicken Run: Dawn of the Nugget) er en stop-motion-animeret adventure-komedie fra 2023 og en efternøler til animationsselskabet Aardmans debutfilm fra år 2000.

Hele hønseflokken er tilbage, men der er udskiftning blandt de bagvedliggende stemmer. Mel Gibson er ude. Rockys stemme leveres i stedet af Zachary Levi fra Shazam!. Thandiwe Newton overtager Gingers stemme.

Flugten lykkedes i den første film. Hønsene lever i fred og fordragelighed på en lille ø, hvor de er frie for ondsindede hønsefarmere. Rocky og Ginger er blevet forældre til Molly. Hun når en alder, hvor verden skal udforskes. Men hun ved ikke, hvor farlig den kan være.

Forgængeren var en parodi på flugtfilm som The Great Escape mfl. Denne gang tager Aardman fat i spiongenren med direkte reference til Mission: Impossible. Historien udvikler sig således, at de er nødt til at bryde ind i en højteknologisk nugget-fabrik med imponerende sikkerhedsforanstaltninger.

Fremragende 2’er

Selve grundpræmissen, dvs. tilføjelsen af en ny generation, er set i mange andre tegnefilm, såsom Shrek 4: den lykkelige, Ice Age 3: Dinosaurerne kommer osv. Men Molly opfører sig som en ung dame. Det går ikke ud over eventyrets alvor. Hun er ikke en baby, at de har på slæb, men en stor, modig pige.

De højteknologiske opgraderinger er fede og fulde af nye, sjove og opfindsomme detaljer. Spiongenren er det helt rigtige sted at gå hen efter forgængerens flugttema. Det placerer også filmen i samme boldgade som f.eks. De utrolige, Spioner på missioner og Pingvinerne fra Madagascar. Dem elsker jeg.

Aardmans finurlige håndværk imponerer stadig. Deres unikke stil har ikke mistet sin charme. I det hele taget er dette både en fremragende 2’er på højde med sin forgænger og en forrygende film i sin egen ret.

Du kan se den på Netflix.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.