Dana Kimmell som Chris.
Det tredje kapitel i sagaen om Jason Voorhees er sørme filmet i 3D. Det får du bare intet ud af, med mindre du har udstyret. Der er også sket meget med 3D siden 1982, for dengang bestod fænomenet primært af genstande rakt frem imod kameraet. Det ser komisk ud.
Traditionen tro er en flok unge mennesker på weekendophold i nærheden af Crystal Lake. Her rager de uklar med både grinagtige 80’er-rockere og den hævngerrige Jason Voorhees, som endelig finder ishockey-masken frem.
Jeg havde for længst glemt, at det først er i den tredje film, han rigtigt ligner sig selv. Altså den Jason, vi kender fra flertallet af filmene. Det kan man da kalde en langsommelig fødsel. Hvad værre er, den tredje er den hidtil ringeste i franchisen.
Den tynde opskrift fremstår ekstra tynd for tredje gang, og de rærlige rockere er et sølle krydderi. Karaktererne er stereotype papfigurer, og alle forsøg på at tilføje lidt personligt drama ender som en maveplasker. Kvaliteten udebliver.
Den bliver først rigtigt underholdende i tredje akt, hvor tempoet stiger, og den sidste overlevende jagtes rundt i alle kulisserne i en desperat overlevelseskamp. Du kender ganske vist udfaldet, men du ved ikke hvordan.
Den holder niveauet i de grufulde seancer, men scorer for lavt i alle andre henseender. Derfor ender jeg på seks hjerter.
