Godzilla Minus One

Ryunosuke Kamiki som filmens unge helt.

Godzilla Minus One (Gojira Mainasu Wan) er en japansk monsterfilm, en såkaldt kaiju, fra 2023 instrueret af Takashi Yamazaki. Han er en prisvindende instruktør og en af den japanske filmindustris største filmmagere i nyere tid.

Det er den 38. film om Godzilla og nr. 33 produceret af det japanske filmstudio, Toho. Det er den femte i deres såkaldte Reiwa-æra, som begyndte med Shin Godzilla i 2016.

Ikke desto mindre er det samtidig en prequel, der foregår før den allerførste film fra 1954.

Handlingen følger en ung kamikazepilot, som flygter i stedet for at udføre sin pligt i 1945. Efter krigen vender han tilbage til ruinerne af sin hjemby. Begge hans forældre (og mange andre) er døde, og han må leve med skammen. Han tager et job som minerydder.

Jeg vil ikke afsløre de små detaljer i historiens udvikling. Filmen overrasker ved at byde på mere drama og en lidt anden fortælling end forventet.

Shine, Gojira! Shine!

Den minder om The War of the Worlds, både originalen og Spielbergs remake. Den har fokus på de små karakterer i de store begivenheder, men vi følger også deres forsøg på at komme Godzilla til livs.

Den er rigtigt god. Karaktererne er relatérbare. Dramaet er godt, det samme er spændingen, og der er flere scener, hvor den er rørende. Vi taler klumper i halsen og fugtige øjne. Nogen vil tudbrøle. Den er tragisk, og håndterer temaer som skyldfølelse, PTSD, tab og sorg.

Desværre er der nok også dem, der vil kede sig. Den træffer trods alt nogle modige, atypiske valg og fokuserer i længere passager mindre på monstret. Den har budskaber og kommentarer til magthavernes håndtering af trusler og krig.

Den vandt en Oscar for Best Visual Effect. De er næsten på højde med store Hollywood-film trods et beskedent budget på bare 10-12 millioner dollars.

I skrivende stund kan du se den på netflix.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.