
Golfbanens skræk 2 (originaltitel: Happy Gilmore 2) er en komedie fra 2025 instrueret af Kyle Newacheck. Han er en af skaberne bag sitcom-serien Workaholics og en af producerne på What We Do in the Shadows. Han har også instrueret Game Over, Man! og den første Murder Mystery.
Adam Sandler er tilbage som Happy Gilmore; en hidsig wannabe-hockeyspiller, der mangler det nødvendige skøjtetalent. Han opdager i stedet at slagkraften med hockeystaven kan overføres til golfkøllen. Alt dette skete for næsten 30 år siden i den første film.
Der er sket meget siden dengang. Både op- og nedture. Han er ikke længere aktiv i sporten, men da datteren udviser et dansetalent og får chancen for at tage på danseskole i Paris, må han atter fatte golfkøllen og vinde den store gevinst.
Nye og gamle rivaler vender tilbage. Faktisk er filmen et overflødighedshorn af cameos; gamle kendinge fra originalen, ægte stjerner fra golfsporten og Sandlers egne venner og familie. Nogle har forladt os, men de får en hilsen på den ene eller den anden måde.
Den slags efternølende rygklapperi og nostalgi-malkning er sjældent en god opskrift. Det er billige point og en sølle stand-in for både plot, handling og komik. Men stemningen er god, og jeg endte alligevel med at overgive mig.
Du kan forvente gamle fødder i nye sokker. Men karaktererne fungerer stadig. Og originalen er en af Sandlers bedste. Den lægger sig ganske vist i bøtten med lignende 2’ere, f.eks. Zoolander 2, Anchorman 2 samt Dum og dummere 2. Men det er et hyggeligt gensyn alligevel.
Du kan se begge film på netflix.











