Murder Mystery

Adam Sandler har scoret Jennifer Aniston igen – første gang var i 2011 i Just Go with It – i Murder Mystery, hvor de spiller ægteparret Nick og Audrey Spitz, en politibetjent og frisør fra New York, der tager på en 15 år forsinket bryllupsrejse til Europa og ved en række tilfældigheder havner midt i et – som titlen antyder – mordmysterie.

Selvom det er skrækkeligt, er det også det mest spændende, de har oplevet længe, og da mistanken falder på dem, må de naturligvis opklare mordet selv. Nick er trods alt en erfaren politimand, og Audrey elsker kriminalromaner, så hvor svært kan det være?

Den er produceret af Happy Madison, Sandlers eget filmselskab, der har fået navn efter filmene Happy Gilmore og Billy Madison. Han indgik i 2015 en aftale om fire film med Netflix, og det samarbejde må have tjent begge parter godt, for Murder Mystery er den sjette film, de har lavet sammen.

Manuskriptforfatteren er James Vanderbilt, som ikke har den store erfaring med komedier, men til gengæld har skrevet David Fincher-thrilleren Zodiac, der handlede om den såkaldte Zodiac-seriemorder, som hærgede i San Francisco i 1970’erne. Sandler og Aniston er til gengæld på hjemmebane, og det samme er instruktøren Kyle Newacheck, der er bedst kendt fra sit mangeårige samarbejde med Workaholics-drengene og senest har begået Game Over, Man!

Murder Mystery har ikke fået gode anmeldelser, men sådan går det ofte med Sandlers film. Han er en komiker, der deler vandene, og filmkritikerne er alle på samme side. På Rotten Tomatoes har han to (!) anmelderroste komedier, The Wedding Singer og Happy Gilmore. Funny People får også ros, men den er et komediedrama, så den falder lidt udenfor. Kort sagt: filmkritikerne synes ikke, at han er sjov. Der skal drama til, før de roser ham. Eller Drew Barrymore. Og golf?

Nå, men jeg er ikke filmkritiker. Jeg har set masser af sjove film med Sandler. Jeg elsker The Wedding Singer, men jeg er også vild med eksempelvis You Don’t Mess with the Zohan. Og mange andre. Men jeg synes ikke, at han rammer plet hver gang. Der er også nogle meget usjove film på hans CV. En af dem er den første omgang med Jennifer Aniston. Den dumpede fælt.

Murder Mystery klarer sig meget bedre. Den starter en anelse tørt, og det er ikke en punchline-drevet komedie. Men den bliver faktisk både god og underholdende, da mordmysteriet kommer i gang. Den lever højt på såvel mysteriet i sig selv, der er opbygget som en parodi på klassiske krimigåder a la Agatha Christie, og den efterfølgende situationskomik, der opstår, når Aniston og Sandler tumler forvildet rundt som lady og vagabonden i et spil kegler.

Det går som regel galt for Sandler, når det er for plat, og der er for lidt historie i hans film. Det er ikke tilfældet i Murder Mystery. Jeg blev positivt overrasket, og hvis du ikke hører til dem, der hader ham, vil jeg anbefale den. Du kan se den på Netflix.

Nøgleord: , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *