Heretic er en gyser fra 2024 skrevet og instrueret Scott Beck og Bryan Woods. Deres filmografi tæller bl.a. manuskripterne til A Quiet Place og The Boogeyman. De har også instrueret 65, Haunt og Nightlight.
To unge mormonpiger er ude og missionere i Guds tjeneste. De kommer til et gammelt hus i en svært bevokset have, hvor en excentrisk, ældre mand har anmodet om et besøg. Han vil gerne høre mere om Mormonkirken. Men han har også skumle planer.
Han spilles af britiske Hugh Grant, som du kender fra utallige romantiske komedier, især i 90’erne. Det er hans første gyser, med mindre du tæller rollen som kannibal i Cloud Atlas. Jeg husker, han dengang udtalte, at han opdagede, han har et ret ensidigt talent.
Alligevel er han et genialt valg. Fordi han spiller, som han plejer. Charmerende, velartikuleret og ekstremt britisk. Klassisk Hugh Grant. MEN kulissen er en anden, og forfatterskabet putter andre ord i munden på ham. Det er et lille trick, men ekstremt effektivt. Han er langt mere creepy, end hvis han bare opførte sig som en prototypisk psykopat.
Krybende rædsel, mystik og filosofi
Man kan sammenligne med Hannibal Lecter. Denne intelligente psykolog med smag for kunst og finere madlavning, som i virkeligheden er ravende sindssyg. Som du måske har læst i mine anmeldelser, har jeg altid syntes, at Anthony Hopkins overspiller. Han tilføjer visse særheder, som trækker fra. Jeg foretrækker faktisk Mads Mikkelsens udgave.
Filmverdenen er fuld af seriemordere, som ligner det, de er. Der er ingen facetter i f.eks. Michael Myers. Han kommer trampende med en stor dolk. Filmskurke som Freddy Krueger og klovnen Pennywise torturerer åbenlyst deres ofre med traditionelle uhyggespredere.
Dette er en psykologisk gyser, og instruktørduoen har truffet det rigtige valg. Kontrasten mellem skurkens handlinger og afvæbnende personlighed er enormt effektiv. Det spiller direkte ind i præmissen og plottets temaer. Endda på flere niveauer.
Jeg vil ikke afsløre en masse om handlingen. Jeg kan fortælle, at den opbygger uhyggen langsomt. Det er krybende rædsel. Inddragende mystik. Med et filosofisk ekstra lag om både tro og menneskelighed, vores adfærd og behov. En debatskaber i en grusom indpakning.
