
Hopla, vi skrider! (originaltitel: Grand Theft Auto) er en komedie fra 1977 instrueret og co-skrevet (sammen med faderen Rance) af Ron Howard, der også spiller hovedrollen. I dag er han kendt som manden bag Apollo 13, A Beautiful Mind og mange andre. Dengang var han kendt som Richie Cunningham i TV-serien Happy Days.
Herhjemme kunne man tro, at det er en efterfølger til Hopla, vi lever! (originaltitel: It’s a Mad, Mad, Mad, Mad World) fra 1963. Men det er bare de danske distributører, der er på spil. De to film har samme opskrift, men ellers intet med hinanden at gøre.
Paula Powers er en ung kvinde og datter af en af velhavende politiker. Hendes forældre har forlovet hende med en ung mand fra en anden velhavende familie, men hun er forelsket i klassekammeraten Sam Freeman (Ron Howard). De stikker af sammen i hendes faders dyre Rolls Royce for at blive gift i Las Vegas.
Dette er startskuddet på én lang biljagt med adskillige deltagere på tværs af USA. Dels udlover familierne dusører til en hver, der kan stoppe de unge mennesker. Men politikeren trækker også i sine magtfulde tråde.
Kærlighed og kørelyst
Hvis du ikke kender den anden film, kender du nok Ud at køre med de skøre. Fællesnævneren er ræset på landevejene, hvor man følger mange unikke karakterer, der kommer galt afsted på forskellig vis. Den eneste forskel er, hvorfor de ræser, og hvad målet er. Her handler det så om de unge menneskers kærlighed og bryllup.
Det er ikke en stort opslået debut. Kvaliteten er som en TV-film. Der er ganske vist mange smadrede biler og vilde ulykker, men det er næppe den store udskrivning. Der er også langt mellem de kendte ansigter.
Du når ikke rigtigt at kede dig, selvom handlingen er simpel. Det er en billigere udgave af en genrefilm, som især havde sin storhedstid i 70’erne. Men trods det lavere budget, fungerer den på de samme præmisser.











