For 200 film siden begyndte en rejse. Startskuddet var Alita: Battle Angel, og min rejsekammerat var en filmnørd af rette støbning, den gode Ruben Greis, som jeg har nævnt her og der i de efterfølgende år.
Han er i øvrigt forfatter af gyserværket Udød og netop nedkommet med en ny, kommende genreklassiker, jeg snart vil anmelde. Hvis du er nysgerrig, kan du følge hans forfatterskab på Facebook via dette link.
Da filmkiggeriet gik formidabelt, og venskabet udviklede sig, besluttede jeg tidligt at tagge vores fælles filmoplevelser, mens jeg stadig huskede, hvad vi havde set op til da. Derfor kunne jeg sige, hvornår vi ramte nr. 200.
Vi overvejede flere storfilm og enkelte kultfilm, men besluttede hurtigt, at vi ville se noget, der var nyt for os begge. Da M3GAN dukkede op i søgningen, syntes valget oplagt.
Dels er vi i oktober, julemåneden for gyserfans, men der er også et element af rød tråd, endda en sluttet cirkel tilbage til vores første film sammen, da både Alita og M3GAN handler om en kunstig robotpige.
Alvor og psykologi – og drabelig robot-action
Her er tale om en gyser af filmselskabet Blumhouse. De har valgt deres niche og begået skønne genrefilm som Split, Get Out og The Invisible Man. Denne gang kaster de sig over en skrækkelig trope: dræberdukken.
Den er forfattet og produceret af James Wan, skaberen af bl.a. Saw og Insidious. Han har erfaringer med dræberdukker fra både Dead Silence og Annabelle. Dog ikke i robotform drevet af kunstig intelligens.
M3GAN er en prototype udviklet af et stort legetøjsfirma, mere specifikt robotingeniøren Gemma (Allison Williams). Hun tester dukkens egenskaber på sin 9-årige niece, men M3GANs AI udvikler sig hurtigere og mere uforudsigeligt end forventet.
Hvis du har set remaket af Child’s Play fra 2019, vil filmen virke bekendt. I den er gode, gamle Chucky nemlig ikke længere en besat dukke, men en AI-robot, og årsagen til ondskaben ligger i et misforstået forhold til beskyttelse og maskinens manglende empati. Det samme gør sig gældende i M3GAN.
Man kan derfor anfægte originaliteten. Har de bare lavet en kvindelig Chucky? På en måde ja. Men ikke på samme måde. De går til opgaven med større alvor og et dybere psykologisk perspektiv i forholdet mellem dukken og dets tilknyttede barn.
Da det rigtigt går løs, får du stadig bloddryppende mord og drabelig robot-action. Men den stræber efter mere end det, og det gør den langt mere interessant – og bedre.
Det er samtidig en film, hvor man virkelig kan nyde det praktiske håndværk. Dukken er lavet med rigtig mekanik og gammeldags dukkeføring samt en talentfuld, ung danser i kostume og makeup efter behov.
Samlet set en forrygende filmoplevelse og mere end værdig film nr. 200 på min og Rubens fælles rejse. Og sørme om der ikke er en 2’er på vej. Den ser vi frem til.
