Nightmare Beach

Nightmare Beach, også kendt som Welcome to Spring Break, er en italiensk-amerikansk gyser fra 1989 instrueret af Umberto Lenzi og Harry Kirkpatrick. Lenzi var hyret til opgaven, men han sprang fra. Kirkpatrick havde skrevet filmen og overtog tjansen som instruktør.

Eller gjorde han? Lenzi selv insisterer på, at Kirkpatrick instruerede. Han bidrog kun med teknisk assistance. Men en italiensk filmhistoriker hævder, at Lenzi instruerede, men ikke vil krediteres. Det må forblive et af livets store mysterier.

Handlingen er sat i Miami under årets spring break. Byen hærges af en seriemorder, der kan være en dødsdømt, henrettet og genopstanden rocker kaldet Diablo.

Det er den perfekte kulisse til en teenage-slasher-film. De solrige strande er fulde af unge, forårskåde mennesker, og alle ved, at sex og bar hud lokker seriemordere som honning lokker plysbjørne.

Bikiniklædte badenymfer

Historien er tynd og dum. Morderen slår til alle vegne. Du skal ikke tænke for meget over hvorfor eller hvordan.

Byens borgmester er inspireret af borgmesteren i Dødens gab. De blodige begivenheder skulle nødigt gå ud over turismen. Han og politichefen (John Saxon) går dog længere for at lægge låg på affæren.

Den er underholdende, fordi den er dum. Det er svært at klage over alle de bikiniklædte badenymfer, wet t-shirt-konkurrencer og andet fyldstof. Der er blodige mord, helte, skurke og masser af uventede drejninger. Den mikser flere opskrifter, og det fungerer.

Niveauet er ikke højt. Men den underholder bedre end alle de film, hvor en håndfuld teenagere render rundt om den samme hytte i halvanden time.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.