Star Trek V: The Final Frontier er et rumeventyr fra 1989 co-skrevet og instrueret af William Shatner. Jo, den er god nok. Kaptajn Kirk fører an både foran og bag kameraet.
Historien er inspireret af datidens TV-evangelister. Shatner var både forfærdet og fascineret af fænomenet. I filmen møder vi en fanatisk vulcaner, der søger Gud. Ikke i åndelig forstand, men en fysisk manifestation på en mytisk planet i universets centrum.
Handlingen mikser flere elementer. Før rumrejsen mod den sidste grænse får vi et gidseldrama på en ørkenplanet. Det hele begynder dog med en klatretur på mandskabets landlov, hvor Shatner bestiger bjerge i Yosemite National Park.
Den åbningsscene minder mig om Tom Cruise i Mission: Impossible II. Men 57-årige Shatner har utvivlsomt fået hjælp fra en stuntmand eller to.
Ekspeditionen og det religiøse aspekt er helt i franchisens ånd. Du får både en rejse i ukendt terræn og en aktuel samfundskritik i science fiction-klæder. Det er også et mere interessant plot end forgængerens, hvor de rejste i tiden for at hente en pukkelhval.
Selvom tiden går, både i virkeligheden og for karaktererne selv, er æstetikken uændret. Trompetbukser og lårkorte skørter er stadig på mode i denne fremtid. Den første film er den eneste, hvor de prøvede noget nyt. Men den floppede, så det gør de ikke mere.
Derfor ser den ældre ud, end den er. Som old school science fiction fra 60’erne eller 70’erne. Men jeg elsker det.
Det er en film for fans af den gamle serie. Det er et gensyn med gamle venner. Også for dem selv. De hygger mere, end de plejer. De dyrker deres familiære sammenhold og trykker på de rigtige nostalgi-knapper. Det er skønt.
