Paddington 2

For nogle år siden lavede Nicolas Cage og Pedro Pascal en forrygende actionkomedie kaldet The Unbearable Weight of Massive Talent. Der skete meget andet i denne film, men én lille detalje var, at de så Paddington 2 sammen, fordi Pascals rolle insisterede på, at det var en af verdens bedste film. Cage måtte give ham ret.

Jeg så Massive Talent med min prægtige filmven Ruben. Vi blev hurtigt enige om, at vi var nødt til at se Paddington 2 også. Men, ak, årene gik. Vi så meget andet i stedet. Da vi omsider samlede den op igen, blev det dog i en ganske særlig anledning. Vi er nemlig nået til nr. 300 i vores fælles film- og seriekiggeri.

Du ved formentlig, at Paddington er en lille, peruviansk bjørn i rød hat og blå frakke, der rejser til London og flytter ind hos en familie med det passende efternavn, Brown. Han kan i øvrigt tale. Det gør alting meget nemmere. Han er også glad for marmelade.

I denne efterfølger må han finde et job, så han kan spare op til en værdifuld foldeudbog, at han vil forære sin tante hjemme i Peru. Hun drømte altid om London. London er netop temaet i denne bog. Men der er også en skurk, som vil have fingrene i samme bog. Det hele falder så uheldigt ud, at stakkels Paddington anklages for tyveriet af bogen og smides i fængsel.

Familiefilm med stort F

Paddington er en ukuelig lille bjørn. Han finder naturligvis en udvej med hjælp fra alle de mennesker, der holder af ham. Både familien, hele nabolaget og nye, uventede venskaber. Hans styrke er nemlig hans uskyldige naivitet og åbne sind. Han er evigt positiv og godhjertet. Man skal være lidt af en Hugh Grant for ikke at overgive sig.

Det nye eventyr byder på action og spænding og et væld af sjove karakterer med skønne, gamle kendinge i rollerne. Det er en familiefilm med stort F, hvor alle kan kigge med og forelske sig i den lille bjørn. Den er sjov, sød og rørende. Budskabet er naturligvis en klassiker, men det leveres smukt. Man kan kun elske den.

Er det så en af verdens bedste film? Uha, der er jo så mange. Også med samme temaer og budskaber, lignende karakterer og plottråde. Jeg vil ikke gå så vidt. Men jeg vil gerne sætte den i min samling. Og se den igen. Og igen.

I skrivende stund kan du se den på både Netflix og Max.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.