Sælsom hvisken

Sælsom hvisken (Whispers) er en thriller fra 1990 baseret på en roman af krimi- og gyserforfatteren Dean R. Koontz. Handlingen følger forfatteren Hilary Thomas (Victoria Tennant), der bliver overfaldet og forsøgt myrdet af Bruno Clavell, en rig plantageejer, som hun tidligere har interviewet i forbindelse med en ny bog. Politiet tvivler på hendes historie, men kriminalbetjenten Tony Clemenza, spillet af Chris Sarandon, tidligere ægtemand til Susan Sarandon og kendt som bl.a. vampyrnaboen i Gysertimen og den skurkagtige Prins Humperdinck i Prinsessen og de skøre riddere, er imødekommende, og inden længe er de også mere end dus med hinanden.

Jeg har læst masser af Koontz’ bøger, men jeg har overset Sælsom hvisken. Lige som kollegaen Stephen King er Koontz også blevet filmatiseret masser af gange, og ofte er der tale om billige b-film. Sælsom hvisken er ingen undtagelse. Den blev produceret i Canada af ITC Entertainment, et britisk TV-produktionsselskab, for et budget på sølle 3,5 millioner dollars, og den gik aldrig i biograferne men udkom direkte på VHS.

Men den er ikke så ringe endda. Produktionen er ganske vist billig, men TV-folk er vant til stramme budgetter, og de har holdt sig til det, de kan. Resultatet er en film, der føles mere som en dyr TV-produktion (1990-niveau) end en billig biograffilm, og selvom actionscenerne er en smule kluntede, er resten af handlingen tilpas mystisk og medrivende – og ind imellem ufrivilligt morsom – og jeg kedede mig ikke, tværtimod.

Nøgleord: , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *