Salò, or the 120 Days of Sodom (originaltitel: Salò o le 120 giornate di Sodoma) er en italiensk film fra 1975 instrueret af Pier Paolo Pasolini. Wikipedia betegner den som en politisk kunstgyser. Jeg ved ikke, om jeg er enig. Til gengæld er den møghamrende kedelig.
Instruktøren er en italiensk poet, forfatter og instruktør. Han er anerkendt som en af sin æras store, intellektuelle skikkelser, både indenfor kunst og politik. Som forfatter har han bl.a. skrevet Federico Fellinis Det søde liv. Han blev myrdet i 1975, kort før filmens premiere.
Handlingen foregår i krigstidens sidste år. Mussolinis fascistiske styre lever i bedste velgående som en tysk vasalstat, populært kaldet Salò-republikken. Den følger fire velhavende, korrupte libertinere, som kidnapper 18 teenagere og udsætter dem for 120 dages ekstrem vold og sadisme.
Filmen løst baseret på en roman af Marquis de Sade. Han var forfatter, libertiner, politisk aktivist og adelsmand i 1700-tallet. Han lægger navn til begrebet sadisme, da han bl.a var kendt for sine brutale perversiteter. Han blev fængslet flere gange for sine afvigelser og til sidst indlagt på en sindssygeanstalt, hvor han levede resten af sit liv.
Derudover er den bl.a. inspireret af Den guddommelige komedie af digteren Dante Alighieri. Temaerne er politisk korruption, moralsk forfald, dekadence og perversion. Den er visuelt eksplicit og aldeles kontroversiel. Kort efter premieren blev den bandlyst.
Kult, kunst eller bare kedelig?
I dag er den stadig kontroversiel, men også anerkendt, primært som en samfunds- og menneskehedskritisk værk. Måske er den endda en kultfilm for nogen.
Jeg forsøgte at se den, men nåede aldrig i mål. Jeg stoppede ikke, fordi den blev for voldsom. Måske nåede jeg aldrig hen til de værste bidder. Det, jeg nåede at se, var grumt, men ikke værre end så meget andet, man kan se i andre genrefilm. Måske er tiden også løbet fra den. Eller også nåede jeg ikke langt nok.
Måske overså jeg også de psykologiske aspekter, som kunne højne effekten af de grusomheder, de unge mennesker udsættes for. Jeg forventede en mere traditionel kultfilm.
Min største anke er, at jeg røvkedede mig. Den er simpelthen så langsomt fortalt. Den dvæler ved sit eget billedsprog. Den snegler sig afsted og når nærmest ingen vegne. De grove scener er overraskende få. I hvert fald i den halvdel, jeg orkede at se.
Jeg kan normalt godt lide en såkaldt slow burner. Jeg har ikke et problem med langsomme film generelt. Men jeg kom aldrig ind i denne mærkværdige kunstfilm.
