Gina Gershon og Elizabeth Berkley.
Showgirls er et erotisk drama instrueret af Paul Verhoeven, den hollandske filmmager, der berigede os med bl.a. RoboCop og Total Recall. Denne gang er han gået i en helt anden retning, og al den brutale, bloddryppende action, han er kendt for, er erstattet med dampende, dyrisk sex.
Elizabeth Berkley var bedst kendt fra Saved by the Bell, en ungdomskomedieserie om en teenage-venneflok og deres oplevelser på og udenfor skolen. Publikum var de unge teenagere, der ikke længere gad at se tegnefilm, og serien startede faktisk med en enkelt sæson på Disney Channel under et andet navn. Man kunne kalde den Beverly Hills 90210 for tweens.
Det understreges endda af en anden af seriens stjerner, Tiffany Thiessen. Hun startede som den pæne Kelly Kapowski i Saved by the Bell, før hun nogle år senere blev den slemme Valerie Malone i netop Beverly Hills 90210.
Berkley startede således karrieren som uskyldigt teenage-idol. Men lige som det ofte ses med popstjerner, sprang hun ud som utæmmelig sexkilling, da hun ville vise verden, hun var blevet voksen. Og det er ikke engang en underdrivelse.
Blød porno
I Showgirls er hun Nomi Malone, en ung kvinde, der blaffer til Las Vegas for at prøve lykken som showgirl. Det er dog nemmere sagt end gjort, og hun må starte fra bunden som stripper i en snasket baggårdsklub langt fra de glamourøse scener, hun drømmer om.
Det er en overraskende explicit film. Næsten pornografisk. Du ser ikke alt, men du ser rigtigt, rigtigt meget. Mere end du formentlig regner med. Og det er ikke korte glimt, men lange, afslørende scener. Både stripscener og sexscener.
Normalt forventer man at se rigtige nøgenmodeller eller pornomodeller i den type scener. For man ser mindst lige så meget af både gården, gaden og … øhm … forhaven (?) som i Playboys erotiske videoer. Det er blød porno. Men her er hovedrollen gået til en almindelig skuespiller, og det er sågar hendes første hovedrolle på det store lærred.
Med største naturlighed fik hr. og fru Amerika morgenkaffen galt i halsen. Anmelderne slagtede den, og den floppede stort i biograferne. På Rotten Tomatoes har den fået sølle 23 procent positive anmeldelser, og ved årets Razzie Awards blev den nomineret i 13 kategorier, hvilket stadig er rekorden. Den vandt syv af priserne, og Paul Verhoeven tog den tvivlsomme ære i stiv arm og mødte op for at modtage sin egen pris for Worst Director personligt.
Kultstatus og retrospektiv anerkendelse
Som det ofte sker med kontroversielle film, har den opnået kultstatus siden og klaret sig godt på hjemmemarkedet. Men den har faktisk også opnået en vis portion retrospektiv anerkendelse. Nogle filmmagere og anmeldere anerkender den som satire, mens andre sætter pris på dens mod. Quentin Tarantino er fan og har sammenlignet den med tidligere årtiers exploitation-film.
Det er absolut en oplevelse, visuelt, naturligvis, men også følelsesmæssigt. Måske vil du grine eller græde, for der er pinlige, dumme og dårlige scener. Og handlingen er en sælsom rejse, der mangler den opbygning og afslutning, man får i traditionelle fortællinger. Der sker en masse, og ofte har du ingen ide om, hvor det fører hen. Det er som at være en flue på væggen i en kaotisk livshistorie.
Men jeg er enig med de anmeldere, der anerkender den i dag. Den er ikke så ringe som sit rygte. Den har et eller andet, og det er ikke kun erotikken, jeg mener. Det er også en fortælling om rivalisering og hævn, og selvom den røde tråd er en snørklet affære, løber det ikke alt sammen ud i sandet.
Giv den en chance. Måske vil du hade den. Men det er en oplevelse.
