The Missing Link

The Missing Link (Le Chaînon manquant), også kendt på dansk som Skøre øgler, er en fransk-belgisk tegnefilm fra 1980 skrevet og instrueret af Jean-Paul ‘Picha’ Walravens. Han er bedst kendt for Tarzoon: Shame of the Jungle.

Handlingen er sat i forhistorisk tid og følger en dreng, der ikke er helt som de andre hulemænd. Han er det forsvundne led i evolutionen. Han tager ud for at lede efter andre som ham, og det udvikler sig til et meget skørt eventyr.

Det er en tegnefilm for voksne, men den er ikke lige så sexfikseret som fornævnte Junglebøffen, hvor de bollede løs, og stakkels June blev bortført af mærkelige pikkedyr. Her er det snarere den brutale naturlov, som diskvalificerer de mindste publikummere.

Humoren er derfor mindre lummer, men stadig absurd, bizar og alle varianter af plat og fjollet. Trods den naturvidenskabelige indgangsvinkel er der ingen forbindelse til virkelighedens faktualiteter. I stedet er det ene væsen mere skørt end det næste, og handlingen er et syretrip.

Selvom den er tosset, er den ikke så tosset endda. Den underholder og overrasker. Der er listet nogle gode parodier og sågar lidt samfundssatire ind her og der. Den er ikke så kendt som Junglebøffen, men den er faktisk en stødtand bedre.

Nøgleord: , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.